Open/Close Menu Træningscenteret hvor alle kunder har en personlig træner tilknyttet. Vi sætter pris på et rent og roligt træningsmiljø, hvor det personlige er i højsædet.

Dagen derpå…

Hey… jeg gjorde det?!?
Fandme så… jeg har løbet en Marathon!

Carsten Drud – Drudski – og jeg blev jo enige om i fredags at jeg var klar. Og det var jeg også hele fredagen… så kom lørdag lige pludselig snigende, jeg fik hentet mit løbsnummer, fik tjek på ballon-tider og ændringer af ruten. Fik lagt tøj frem, og vendt det rigtigt hver halve time. Skældt ud på katten, for den sagde miau på en helt forkert måde… For en lidt firkantet person som mig, er det godt at have styr på ALT dagen før. Lørdag aften fik jeg kvalme og dårlig mave og en anelse panik i øjnene. Tænkte – ”hvad fanden er det jeg har rodet mig ud i???” Så jeg åd en ordentlig portion havregrød og gik i seng. Klik – så var lyset slukket.

Søndag startede lidt usædvanligt, for ingen kom for sent op. Alle var klar til tiden, både min mand og mine børn, og de tre cykler vi skulle have styr på til dem. Jo, jo – jeg er så heldig, at de alle tre gerne ville være mit private heppekor den dag. At jeg er MEGET heldig kvinde på det punkt skulle vise sig senere.

Inde foran Idrætshallen mødes jeg med Dorthe og Palle, som lidt letsindigt havde sagt ja til løbende at lægge lidt fra dagen op på min Facebookside Ejegod.nu, og efter vores sædvanlige pjatteri, er sindsstemningen tilbage i mit naturlige niveau igen. En sidste tur på toilettet, op til startlinjen og finde min ballon-mand. Han hedder Hans, og Hans kan det der med førstegangsløbere
Han kigger mig direkte i øjnene, bruger mit navn, og siger han nok skal styre tiden, sørge for jeg får nok at drikke – lidt ligesom hvis Carsten var med. Til gengæld skal jeg love at nyde turen.

Starten går, og det føles godt, og det gør det faktisk de næste rigtig mange kilometer, jeg vil faktisk gå så langt som at sige, det er en hel fest!! Pacerne driller hinanden, driller os Marathon rookies, os med ”Hjælp – jeg løber mit første marathon” skilt sat på numsen. Råber sjove ting til fotografer og publikum, og det hele afleder opmærksomheden fra nervøsitet og muskler der kan mærkes. Jeg vinker til dem jeg kender og dem jeg aldrig har set før… Laver trutmund til Dorthe og griner til Palle med den STORE udstyrspakke på ryggen Jeg er lige på toilettet, og her venter Fart-Hans på mig, og vi løber gruppen op igen. Han når lige at råbe til min familie ”ja, Joan skulle jo lige på toilettet” og de stor-griner, for de kender godt til mit toilet-fobi. Næste gang vi ser dem, stopper Hans op, fordi nu skal vi da lige ha’ en selfie Og det får vi – godt nok er jeg ved at løbe en anden stakkel ned, men pyt. Aldrig har jeg hygget mig så meget på en løbetur!
Vi runder Stadion efter de første 21 kilometer og jeg har det fantastisk! Lige da jeg løber forbi målstregen for Halvmarathon tænker jeg: ”Nu plejer jeg at være færdig, det her er så langt jeg nogensinde har løbet”. Men jeg kan godt klare en omgang mere. Og det går godt, indtil jeg skal ind i en lille grøn ”Godik” kasse igen. De skide toiletbesøg.. undskyld udtrykket… men det koster altså på kræfterne at indhente fartholderene igen. Og det kan jeg godt mærke efter 2. gang – der lykkes det mig ikke at nå dem.

Så jeg beslutter at løbe selv, ikke brænde for meget energi af på at løbe dem op. Husk at spare på kræfterne har Carsten sagt, jeg skal nok få brug for dem. Så det gør jeg, og løber selv… det gør jeg aldrig igen. Det var så hårdt!! For sammen med stilheden omkring mig mærker jeg også at min hofte efter 26 kilometer er ved at kalde på lidt opmærksomhed… Og når vinden rammer mig, får jeg det HELE, der er slet ikke nogen at dele den med. Det er ikke godt, og det sjove er helt væk da jeg runder Havnen på anden tur. Men løbes – det skal der! På med begge øredutter og skru lidt op for musikken, og jeg må gerne synge med! Omkring Skibhusvej – ca. 30 kilometer – begynder det for alvor at regne og tordne, og der kommer en byge hvor vandet bare driver ned af mig, jeg er plask våd og mine sko vejer et ton. Det svupper hver gang jeg tager et skridt, og det eneste positive jeg kan finde i mine tanker er, at jeg er glad for at jeg tog de korte bukser på. De tørrer hurtigt. Og en ekstra helt tynd bluse på indenunder min trøje, så jeg ikke bliver kold på maven. Men ellers er humøret bare træls med træls på, og vandet sprøjter af mine ærmer for hvert sving jeg tager…

Jeg kæmper mig igennem Gågaden og videre ned mod Munke Mose, hvor min mand og børn står og hepper igen. Der er ikke så mange vink tilbage i min hånd lige der. Skuffen hænger også lidt, den ser nok lige så interessant ud som en citronmåne. Inde i mit hoved er der mange negative tanker, og de skal aldrig gentages, for det er ikke ting jeg ønsker at høre mig selv sige igen. De næste 1,5 kilometer og frem til lige præcis hjørnet af Ringvejen og Sadolinsgade er et helvede, ja det er faktisk den berømte ”Mur” der er bygget her. Den er 1.500 meter lang, og jeg har skrabemærker i panden af at skubbe den som bevis!!

Lige som jeg drejer om hjørnet op ad Sadolinsgade er der en velkendt stemme som kalder på mig, det er Finn, min svømme-buddy, og han har taget cyklen i dagens anledning. Det er godt nok det dejligste ansigt jeg har set længe Jeg tror han siger noget i retningen af at ”Du ligner godt nok lort, Joan” og ja, det gør jeg vist. Det Finn ikke ved er, at havde jeg ikke været så træt og pisse kold i mine 2 tons løbesko, havde jeg nok tudet lidt af glæde over at se ham. Men fordi han er der, kan jeg KUN løbe selvom min hofte gør ubeskriveligt ondt, fordi… jeg tager mig jo lige sammen når han har kørt hele vejen til Odense for at se mig, ikk’? Finn siger ikke så meget mere, han cykler bare ved siden af mig. Eller… forsøger at holde balancen, og det er faktisk svært når han cykler så langsomt. Lidt efter støder vi på min familie, og så er der 4 på cykel i en klump efter mig. Nu er vi 5 til at deles om vinden, og jeg er bare så sulten at der er hul i min mave. Ved 38 kilometer og et vanddepot støder Dorthe og Palle til. Der sker noget der – i hvert fald er det kun Julie der følger mig de sidste 4 kilometer ind til mål. De sidste 6,5 kilometer af turen er løbet – ikke pænt, for mit hoved er ”out of office” – men trods alt løbet.

Inde over målstregen får jeg hængt en medalje om halsen igen, og den her – den har jeg fortjent lige så meget som den første jeg fik i april 2015. Jeg synes rent faktisk det er MIN medalje, og den hænger om min hals, mens jeg spiser Ben & Jerry’s under dynen hjemme i sofaen. Med frosne ærter på knæ og ankler Men jeg kan godt være i tvivl om den hang der, hvis det ikke var fordi jeg er GUDSBENÅDET med venner som Finn, Dorthe og Palle og min fantastiske mand og børn. Med en Claus Sloth og et hold trænere, som synes mine små vanvittige indfald er værd at arbejde med, for jeg føler mig ret privilegeret på det punkt.

Her i dag – dagen derpå – føles det helt vildt og uoverskueligt, hvis jeg tænker for længe over det. Så det tror jeg, at jeg lader være med. Tænker blot, at det her lille indslag kunne have mange overskrifter som ”Min Marathon-fest”, ”Nu er jeg ikke bare løber… Jeg er MARATHON-løber”, ”Et skridt nærmere Everest” eller ganske simpelt: ”Tanker fra vanviddets rand”.

Men mon ikke sætningen ”Dagen derpå” rammer lidt af det hele? Jeg er træt, og stadig glad, glad, glad… nærmest overstadig. Og jeg er klar til at løbe et Marathon mere, næste gang med en masse god erfaring i baggagen om ballon-mænd, om at undgå Godik-kasser, og at man godt kan løbe sig gennem ”Muren”.
Bare ikke lige i morgen, vel??

Kh Joan

Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Claussloth.dk- Dit center for personlig træning
Pakhusgården 36
5000 Odense C

Tlf: 34 10 16 16

kontakt@claussloth.dk

© 2017 ClausSloth.dk ApS