Open/Close Menu Træningscenteret hvor alle kunder har en personlig træner tilknyttet. Vi sætter pris på et rent og roligt træningsmiljø, hvor det personlige er i højsædet.

Min første HELE Marathon…

Så nærmer det sig – der er kun 14 dage til – den 2. oktober løber jeg min første HELE marathon, det er
HCA her i Odense, for som altid når jeg gør noget for første gang, sker det close to home.

Close to home – det kan forstås på to måder, den ene er sådan som jeg selv definerer det 98% af tiden, nemlig dér hvor hjertet er, og den anden er helt bogstavligt… tæt på hjemme. Fordi når jeg gør noget for første gang er der altid en risiko for at jeg fejler. Og skulle jeg nu fejle, ramme muren eller udgå med en skade, så er det rigtig rart at vide, at jeg bare kan hoppe i min lille orange bil og køre hjem under dynen. Eventuelt tude lidt i ærgrelse, for det må man godt. Jeg har altså ikke noget behov for at sidde i Berlin eller London og vente på flyet hjem, mens alle andre går glade rundt og spørger mig hvordan det gik?
Nej tak – min hængemule er min mand alligevel den eneste der kan kurere

”Og hvorfor bringe en eventuel fiasko på banen nu?” tænker du nok… Jamen det er jo fordi jeg, her 14 dage før løbet, er begyndt at blive bange for ikke at slå til. Jeg synes ikke jeg har løbet nok, jeg har ikke været ude på den helt lange tur som der står i løbeprogrammerne man skal, og det gør vist også lidt ondt i den ene balle, og knæet…? Den sidste uges tid har jeg bare ikke rigtig haft lyst til at løbe… Overhovedet.

I går var jeg ude med veninder, og midt i al snakken er der en der siger: ”ja, og fra i morgen er alt det gode vejr slut”. Men det var bare ikke det jeg hørte. Jeg hørte ikke ordet ”vejr”, jeg hørte hende sige: ”Fra i morgen er alt det gode slut” Og så gik det op for mig, at det er sgu’ sket igen…

Jeg har (sådan i overført betydning) af og til en gammel fed kone inde i mit hoved, som siger åndsvage ting. Sådan noget som: ”Joan, du kan jo IKKE. Hvem tror du egentlig du er…?” og ”Du er bare en halvgammel håndtaske, og det er fint nok, men hvad laver du så her?!” og det hele ender med noget i retningen af ”Tag nu hjem og stil lidt tal op på række, det er du rigtig go’ til. Og spis lidt chokolade… Det må du godt”

Nå. Det er godt nok træls…!! Men der er kun EN TING at gøre. Jeg må simpelthen have sat den der gamle kone af ude på Enebærodde igen. Nu har hun helt ubemærket sneget sig ind på mig, snigløbet mig, og jeg kan slet ikke se glæden for den Rittersport hun holder op foran øjnene på mig. Og det finder jeg mig altså ikke i

Så jeg har droppet morgentræningen i Sloth’et til fordel for en løbetur på Enebærodde i dag. Det foregår sådan her: Klokken er 06.30, og du må ikke tænke for meget over de 14 km der skal løbes selv om du ikke har lyst. Du er tung og træt og der er tusind andre ting i vejen… men du skal GØRE det. Kig ud over vandet, se solen stå op, og lad være med at tænke på noget som helst. Lyt til musikken i ørerne, bare løb…

Når benene er varme, og koffeinen fra morgenkaffen er sendt rundt i kroppen er jeg nået ca. 4 km ud af stranden, og kan lige så godt fortsætte, for det er egentlig ikke så slemt. Vel..? Så begynder jeg at tænke på det der gør mig glad når jeg løber, mærker den velkendte GODE fornemmelse jeg får, når jeg bruger min krop. Jeg tænker lidt på både de små og store sejre jeg HAR opnået, og bare nyder rytmen og åndedrættet…

Så når jeg ud til Danmarks smukkeste fyr på spidsen af Enebærodde, solen er oppe, kuglerund og orange, der er løfter i havgusen om alt det gode der venter lige rundt om hjørnet. Det er så her jeg parkerer ”den fede kone”. Det er et smukt sted, for hun var trods alt et godt menneske, men det er ikke mig længere. Jeg er sådan en der om 14 dage løber 42,195 km for første gang i mit liv. Fordi – det kan jeg godt!

På turen tilbage mod parkeringspladsen er jeg opmærksom på, om det der kan mærkes i knæet og ballen er ømt, gør ondt eller bare skyldes, at jeg løber for første gang i denne uge? Og så kan jeg lige pludselig huske, hvordan det føles, når det hele bare falder i hak, der hvor benene kører af sig selv, der er overskud af ilt i lungerne og jeg løber sådan helt ”Zen” . Den fornemmelse kommer ikke i dag, men jeg ser masser af dyr så tidligt om morgenen, både harer og rådyr, og så er det altså lidt svært at bevare pessimismen… jeg griner lidt for mig selv, og tænker ”Hold nu kæft hvor er det dumt, jeg kan jo lige præcis det jeg VIL.” Ja – og på en go dag KUNNE jeg måske godt springe buk over en af de køer med kæmpe store horn, der går derude… men det VIL jeg nu nok alligevel ikke .

Når jeg når parkeringspladsen hvor min lille orange bil står og venter fuld af karma og livsglæde, så er livet altså ret fedt igen. Jeg smider det svedige tøj i bagagerummet og fisker et håndklæde op, og så er det tid til at hoppe i havet… ikke fordi jeg er gammel og træt, men fordi muligheden er der. Og jeg gør det, selvom det altså stadig er pissekoldt!!

Det kan godt være, jeg lige skal en tur mere forbi Fyret inden min Marathon, men så bliver det for at vinke til den lille fede kone med min højre langefinger… Jeg er jo fra Otterup, ikk’

Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Claussloth.dk- Dit center for personlig træning
Pakhusgården 36
5000 Odense C

Tlf: 34 10 16 16

kontakt@claussloth.dk

© 2017 ClausSloth.dk ApS