Hvad er din drøm?

Vi går alle rundt og drømmer om noget, tænker ”hvis nu bare jeg tabte 15 kg, så…” eller ”det kunne være vildt, hvis jeg løb en Marathon fordi…” Det er sådan nogle drømme man næsten ikke tør sige højt, for det lyder temmelig urealistisk når ordene kommer ud af munden på dig. Og man kan se i sine venners ansigt, at de kender dig og din rygrad for godt, for de kvitterer med et sødt smil, og skifter emne…

Jeg har selv prøvet det. I gamle dage – når jeg søndag aften sagde det højt ”I morgen starter jeg på slankekur!!” kunne jeg godt selv høre, at det lød lige så sandsynligt, som hvis jeg havde sagt ”På lørdag vinder jeg 12 millioner i Lotto” Og selvom jeg lå der på sofaen og mente hvert et ord, så kom mandag morgen bragende ind i virkeligheden med vækkeur, deadlines og madpakker, og så blev det ikke til en skid. Igen. Til sidst holder man op med at sige det højt, men tænker det bare inde i sig selv, og ret hurtigt efter holder man op med at tro på det. Og så bliver det lige præcis til det… Ikke en skid!!

Vi er blevet præsenteret for de syv nye profiler, som Claus har startet op med Projekt Fit. De har hver især sine udfordringer med i baggagen, en hverdag der skal hænge sammen og et mål, en drøm, som de gerne vil gøre til virkelighed. Og fælles for dem alle er, at det er en ”ting” de har båret på i længere tid, og ved at sige det højt, TRO PÅ DET og være villig til at ofre ”noget”, er de nu i gang med at få det til at ske.

Personligt sidder jeg og glæder mig over det – faktisk så meget, at storetæerne stritter i løbeskoene – for hvor bliver det fedt, når det ikke kun er Jesper Becker og jeg som kan stå og råbe ud til andre: ”Jo for fanden – du kan sgu’ godt!” Snart er vi ni

Hånden på hjertet, hvor tit har du det sådan? En gang om året, af og til… eller mere end det?
Hvis du i gennem længere tid har det samme ønske om at gøre noget helt specielt, er det måske i virkeligheden meningen, at du skal gennemføre det. Kald det skæbnen, karma eller bare at skrabe den sidste rest af vilje sammen… For måske er det lige nu, du skal overraske alle andre (og allermest dig selv) ved at føre det ud i livet.

Og det hele starter med, at du selv tror på det…