Hvordan kommer du fra at have et ønske, til at føre det ud i livet?

Det spørgsmål får jeg tit… Hvordan gør man?

Og det ville være så let at svare med ”jo, ser du – først omformulerer du drømmen til noget konkret, så definerer du et hovedmål, og op til flere delmål for at nå derhen. Så får du styr på fakta om emnet, krav til udstyr, tid og økonomi. Så kører du et realitetstjek på planen. Og hvis den holder – SÆT I VÆRK!

Der er da nemt nok…? Sådan vil BS Christiansen og tusindvis af andre, der er lykkes med noget, fortælle dig det skal gøres. De har skrevet en bog – ofte rigtig gode bøger – og har solgt den til sådan nogen som mig. Og de har helt ret. Det ER sådan man realiserer en drøm.

Men problemet er bare, at når mennesker som jeg læser den slags, så sker der et eller andet i mit hoved når jeg kommer til det punkt med at gøre min drøm konkret og målbar. For det er ret svært – hvordan ”klemmer” man luftkasteller og pigedrømme ind i et excelark? Nogen gange er jeg nået så langt som at sætte mål og delmål, og hører så kun mågeskrig og bølgeskvulp, når jeg skal læse op på emnet. For det med at begrave næsen i fakta-bøger og vandre ind udstyrshelvede med dankortet blottet, det har aldrig rigtig været en del af min lille lyserøde drøm, vel? Og så kommer den værste: Realitetstjek. Uha – den er grim! Så tæt på at kunne smage drømmen… hvis det ikke lige var fordi den krævede, at børnene blev selvfodrende og at deltidsjobs til 100.000 om måneden bare hang på træerne – værsgo og vælg

Et eller andet sted i processen endte jeg med at gå tilbage til at varme mig lidt ved tanken, læse endnu en bog om andre, det er lykkes for. Ikke med forventning om, at den skulle inspirere mig til at gøre det samme, men bare fordi det var god underholdning. Det kaldes realitetstjek af mig selv på den hudløst ærlige måde…

Men prøv lige at tænke over det… Det er jo simpelt hen for trist!!

Hvis du kigger ud i verden, vil du se, at vi er så veluddannede, privilegerede og rigtig meget andet, at vores evindelige undskyldninger for selv de mindste ting er en hån mod dem, der er født med udsigt til absolut intet. Ingenting overhovedet! Lige som deres forældre blev det, og deres børn vil blive det en dag.
Jeg har set det i Indien og i Zambia, og er rejst hjem med røde kinder… Jeg erkender, at jeg ikke kan redde verden fra sult og nød, men jeg kan lægge bøgerne på hylden og GØRE noget for mig selv. Holde op med at klynke. For jeg er så privilegeret, at jeg er født med muligheden for det.

Min gamle drøm om at trekke i Himalaya havde jeg da for længst glemt alt om igen. Som jeg tidligere har skrevet, druknede den i små børn, overarbejde og kvartalshilsner fra Nykredit – den svandt stille ind til der hvor den startede… i en lidt slidt udgave af National Geografic fra 2003, som har ligget et eller andet sted på mit natbord lige siden. I denne udgave er emnet en hyldest til Sir Edmund Hillary i anledningen af 50 års jubilæet for at han som den første besteg Mount Everest.

Det var vildt. Og det var spændende. Et løfte om ultimativt… ALT!!! Jeg var godt klar over, at jeg hverken havde flere hundrede tusinde eller fingre og tæer i overskud, som kunne ofres på projektet, men at trekke i højderne, det burde da kunne lade sig gøre? Det kan det nu.

Så i julen satte jeg mig ned – sammen med Claus Sloth – og kørte punkterne fra indledningen slavisk igennem for mit næste mål: