Føj for s***n hvor er jeg træt af eksamener, den sidste halvanden måned har udelukkende stået på eksamener, afleveringer, dårlig samvittighed, stress, tudeture og lysten til at kravle ned under dynen og blive der, indtil det var overstået.
Jeg ved fra utallige dokumentarer og dameblade at noget af det der virkelig kan give overskud i hverdagen er sund kost og motion. Men kosten har virkelig været underprioriteret det sidste stykke tid, jeg har simpelthen ikke overskud til at lave sund mad, og min kæreste er desværre ikke til meget hjælp, når det kommer til at svinge gryderne i køkkenet. Han gider simpelthen ikke..
Men dog vil jeg sige, at forskellen på dette års eksamener og sidste års, i forhold til kosten er anderledes. Hvor jeg sidste år ville have ædt mig igennem rå mængder af hvidt brød og havregryn med sukker, har dette års eksamener (foruden en snack om aftenen) stået på en del skyr med havregryn, mandler, frugt, sund æblemos eller andet godt ovenpå min skyr. Hvilket nok har medvirket til at jeg rent faktisk har tabt mig i løbet af de sidste 3 uger trods stress og manglende træning. Tænk hvad det ville være blevet til, hvis jeg bare havde fulgt madplanen til punkt og prikke som nogle af de andre deltagere…
Nogle gange kan jeg godt blive vildt frustreret på mig selv over at jeg ikke bare kan følge den skide madplan. Jeg har altid sagt, at hvis jeg bare fik hjælpen til det og virkelig satte mig for det, så ville jeg kunne få den krop jeg drømte om, og her står jeg så. Med en fantastisk træner der motiverer mig, en udførlig madplan der lover at jeg vil tabe mig og drømmen om en landsholdsplads inden for rækkevidde, og hvad gør jeg? Sætter mig på sofaen og spiser chokolade (godt nok ikke meget, men alligevel..) Måske er det bare min stressede eksamens hjerne der snakker. Men jeg håber virkelig, og vil virkelig have fuldt fokus på kost og træning efter mine eksamener er overstået. For jeg vil virkelig gerne udnytte denne kæmpe mulighed det er, at få et forløb hos Claus Sloth.
Noget helt andet er faktisk, at jeg har fået opfyldt mit helt store og overordnede mål, jeg er blevet udtaget til at spille EM om 14 dage i Tjekkiet!!!! Kæmpe stor nyhed, og jeg kan vidst nu kalde mig en rimelig fast del af landsholdet. Godt nok er det begrænset hvad man kan opnå på 14 dage, men jeg skal da helt sikkert give den max gas de næste par uger, så jeg står klar til EM – Sh** jeg er nervøs og spændt 😉