20.05, 21.15, 22.14, 23.03: ”Waaaa”, defekt vækkeur aka baby vil ha´ sut. Handling: Sut i babymund, baby guffer sut, baby sover videre. 01.15: ”DADADA… DADADAAAA”, defekt vækkeur aka baby tror, det er morgen. Handling: baby roder rundt, baby får noget at spise, sut i babymund, baby guffer sut, baby sover videre. 5.15: ”DADADA… DADADAAAA”, defekt vækkeur aka baby tror, det er morgen. Handling: baby roder rundt, sut i babymund, baby guffer sut, baby sover videre. 6.50: ”Riiing riiiing” frejdig vækkeursringetone aka Iphone6 slår alarm. Handling: mor i huset sover videre! 7.15: ”God morgen smukke, Mathias og jeg kører nu. Cecilia spiser morgenmad, Johanna har fået ren ble”, køreklar vækkeur aka far i huset skal på arbejde og forsøger at sparke mor i huset ud af sengen. Handling: mor i huset tumler ned ad trappen og får sat et par hjerneceller sammen og tænker ”kaffe, kaffe, kaaaffe”.

Det er min start på 9 ud af 10 morgener. Havde jeg ikke haft en overskøn nabo til at holde og vente i en varm bil kl. 5.45, var jeg aldrig kommet af sted til morgentræning ved Claussloth.dk. Ej heller til aftentræning, for der har jeg også bare lyst til at falde om i et par bløde puder i sofaen. Motionsaftaler med andre er pt. ESSENTIELLE for mig, ellers får jeg ikke stukket mine søvnige ben i et par træningstights. Jeg ønsker for alle, jeg kender, at de har naboer som os; en nabo-bedste, som forkæler vores børn med lækre hjemmelavede strikponchoer, huer og handsker. En nabo som rydder hele vejen for sne, så vi andre ikke skal tænke over det om vinteren. En nabo, som har valgt at føde sit barn samme dag som mig (bare 5 timer før) og som er fuldstændig med, når jeg taler om natteroderi og ammehjerne. En nabo, vi med stor fornøjelse spiser aftensmad sammen med, som har børn på alder med vores, og som jeg nu (heldigvis også) har motionsaftaler med. For jeg er lige ved at miste grebet om den fine, gode vane, jeg har opbygget hele foråret og det meste af sommeren. Jeg kan mærke, de mørke aftener og morgener komme snigende og med det vinterhumøret, som hellere vil tænde lys i kubusen og putte mig under slumretæppet med ALT for damerne og chokoladen. Det er nu, jeg skal holde fast! Jeg skal ikke i gang med Projekt Fit og hård kostplan og træning, men jeg skal dælen dulme heller ikke slumretæppet!

Hånden på hjertet, så ønsker jeg mig mere træning end det, jeg har lavet de sidste 4 uger, og den følelse vil jeg nok have de næste mange år, mens børnene er små. ”Men hey, Irene, din mo(r)tionsindsats er ok. Det er ikke slumretæppe, ej heller fuld skrue (den tid skal nok komme igen). Du træner et par faste gange om ugen til gavn for dig, din krop og dit velvære, så du kan holde crazy nætter og mange mærkværdige løft med baby ud.”

Tommel op, som de siger i marketing