Ugen bød på 2 gange træning med personlig træner og en gang selvtræning. Onsdag var der træning med Claus og torsdag trænede jeg med Mya. Min plan var at træne selv lørdag inden vi skulle have gæster – det nåede jeg dog ikke, da tiden lige pludselig var fløjet afsted med rengøring, forberedelse m.v. inden vi fik besøg. I stedet fik jeg trænet søndag formiddag. Dette illustrerer én af fordelene ved at have en aftale med en personlig træner: så kommer man afsted. En anden fordel ved at have en personlig træner hos Claus Sloth er, at træningerne aldrig bliver kedelige, fordi de altid er forskellige.
Det vigtigste jeg fik med fra uge 2 var, at jeg havde energi og overskud til at være stand-in for min søns kids volley træner, da hun ikke kunne træne børnene fredag eftermiddag. Det var næsten som i de gode gamle dage, inden jeg blev stress ramt, hvor jeg hver sommer var træner på DBU fodboldskoler. Havde lidt følelsen af, at noget af den gamle Jacob der altid var sprængfyldt med energi og overskud var på vej tilbage igen 🙂