I den forgangne uge har hverken Claus Sloth eller jeg set særlig meget til Morten. Men det har motionsrummet et sted uden for Europa. Jeg tvivler dog på at Claus er blevet vækket med en besked hvor der står “Godmorgen skat. Så har jeg fået trænet!”. Så træningen er holdt ved lige. Det samme er vist gældende for kosten. Det kræver en viljestærk mand at sortere fra på tallerkener der frister. Men jeg ved at Morten er den mand. Herudover er der blevet gået adskillelige kilometer.
Glæder mig nu til at jeg ser mere til ham i næste uge. Glæder mig til at lave variationer i kosten så menuen kylling og kogt broccoli igen bliver tillokkende. Glæder mig til aftenture i sommervejret.
Jeg er den person som står på sidelinjen og kan ikke gøre andet end at støtte Morten i den proces projekt fit er. Jeg kan ikke hjælpe ham i de kampe Claus udsætter ham for. Jeg kan til gengæld glæde mig med ham når han endnu engang er blevet tæskes igennem et træningspas og er helt høj ovenpå hvordan han har formået at presse sig selv. Jeg er en af dem som kan glæde mig med ham når træningen og kosten i den grad afføder resultater. Ikke kun de som kan måles og ses, men også det som dette projekt giver. Jeg har fået en kæreste som har meget mere energi. Jeg kan være der og fortælle ham at den stolthed han føler i høj grad er berettiget. Jeg, ligesom mange andre, er meget stolt af ham. Og jeg ved at han vil vinde denne her sværeste kamp -og jeg ved at han vil gøre det fordi han er et konkurrencemenneske og at skulle tabe er ikke en mulighed…. -slet ikke til sig selv 🙂