Ovenpå alle de tests vi lavede i april har Claus og jeg analyseret lidt på resultaterne… og når jeg nu skriver Claus og jeg, er virkeligheden jo sådan, at det er Claus der analyserer, kæder Lines facts og argumenter ind over som dokumentation, og kommer med et facit.
Min rolle er vist mest at lytte… og selvom jeg er blevet bedre til det de sidste 2 år med Claus, så glippede det alligevel for mig da han kommer frem til konklusionen:

”Du skal holde løbepause. Vi starter med 3 uger!”

”A’ hva´…? ”
”Hvad sagde du lige der, Claus?”
”Godt nok er du lige blevet far til en underskøn lille prinsesse… men det er altså for tidligt at øve sig på at give stuearrest!! ”

For det var sådan jeg følte det – Big Daddy har lige givet mig stuearrest!
Claus giver mig lige 1 minut eller 2 til at fordøje oplysningen, og lige som jeg skal til at åbne munden for at stille 1000 spørgsmål uden at trække vejret, siger han til mig, at vi i de 3 uger laver helt specifikke øvelser for min hofte og ballemuskel. Og at vi kan nå langt på 3 uger ”… og så ser vi, om du starter stille og roligt op igen, Joan”

Jeg kørte derfra og var stadig helt paf. For jeg har jo masser af planer – jeg har lige fået et spændende løbeprogram af Jannick, og der er bare ikke ret lang tid til næste Halvmarathon, hvor jeg har en forventning om en bestemt tid… og hvis jeg skal nå den, jamen så skal jeg da slet ikke holde pause?!?

Men som altid havde Claus jo ret. For jeg skal jo holde pause – det kan jeg godt mærke.
Jeg kan godt mærke min krop trænger til det, men mit hoved er på ingen måde klar. I mit hoved fortsætter vi bare ud over stepperne med ninja-skoene fastspændt, blikket stift rettet mod mål og delmål, og bjerge der skal bestiges.

Men sandheden var, at jeg nok aldrig kom i mål, hvis jeg ikke lytter efter LIGE NU. Og lige nu… er faktisk det bedste tidspunkt. Lige nu er vi ikke for langt fremme i processen, lige nu er det med minimum af skader, der skal behandles, lige nu kan jeg måske ”nøjes” med tre ugers pause. Det er den slags fakta Claus er god til at servere for en lille utålmodig løbetrold som mig. Men det varer lidt tid inden logikken i mit hoved får stemt situationen af med følelserne i mit hjerte.

Jeg brugte lige en uges tid på at vænne mig til tanken, og fik da også spærret mig selv inde i min selvvalgte ”stuearrest”. Jeg trænede de meget specifikke øvelser som Claus lagde til mig i et program (jeg fik to – ellers keder jeg mig lidt for hurtigt) og så var det ind på cyklen i Sloth’et om eftermiddagen eller lave noget andet kardio-træning. Men jeg kæmpede stadig med følelsen om at det var et nederlag, at jeg skulle revidere min målsætning, og at jeg måske skal vente mere end 3 uger? Jeg fik rynker i panden og glemte helt at smile… men det er ikke sådan jeg vil leve. Jeg mener – hverken rynker i panden eller en mund der ligner en hønserøv passer lige ind i det, jeg har besluttet skal være mit liv
Det der pause-noget er altså slet ikke let for mig – og tænk lige, hvordan de professionelle så har det med en skade? Det kræver sin psyke …

De tre uger gik – og gik godt – og jeg skulle til at løbe igen. Den første uge kunne jeg godt mærke, at jeg var bange for at komme af sted – for hvad nu hvis det stadig gør ondt? Hvad skal jeg være opmærksom på, og hvad er forskellen på ”ømt” – ”gør ondt” og ”smerte!” Og værst af alt – ville jeg være ærlig over for mig selv når jeg skulle vurdere forskellen? Jeg er ret god til at lyve på det punkt

Men det går faktisk ret godt – heldigvis – så nu er jeg oppe og løbe fuldt program igen. Og fortsætter med mine meget specifikke øvelser for hoften – for den er stadig øm når jeg løber. Mit program er ca. 40 km om ugen fordelt på 4-5 dage… ikke i noget højt tempo, og det er heller ikke meningen, det handler bare om at jeg skal se og få nogle kilometer i benene inden min næste Halvmarathon over Odins Bro her den 25.6. Og her har jeg ingen forventning om tid – dog vil jeg meget gerne stadig kunne ligge på omkring 2 timer. Arh – det er heller ikke sandt, hvis den ryger over 1:59:59 tror jeg nok jeg er lidt utilfreds. Men det holder vi bare mellem dig og mig, ikk’?

Og det bedste der er sket de sidste 1½ måned er faktisk, at smilet på magisk vis er tilbage sammen med de røde kinder og det drivvåde løbetøj. Fantastisk!!

Ses vi til OdinsBro-løbet? Der er både 10 km og 21 – vi kunne jo samles bagefter og dele en kop… vand?

Kh Joan