Note til mig selv: Jeg er mere Y end jeg troede, men kan ikke undvære X en gang imellem.
Ugens fysiske oplevelse: Hockeykamp med ungerne
Madoplevelse: Indbagte porrer i magert oksekød a la forloren hare

Ok, Irene. Nu skal du stå din prøve. Er du X- eller Y-menneske? Og nej, det har intet med A- og B-mennesker at gøre, og om hvorvidt vi er gode til at sove længe eller ej, men derimod om vores adfærd og selvmotivation. En hyggelig, rar mand ved navn Douglas McGregor opstillede i 1960´erne den såkaldte X- og Y-teori. Teorien opstiller to syn på mennesker; på den ene side menneskesyn X, der taler for, at vi er født dovne, uden ambitioner eller ønske om ansvar, og som derfor kræver, at vi får autoritær lederstil og gulerodsmetode. På den anden side menneskesyn Y, der taler for, at mennesker har selvdisciplin, er ansvarlige og kan udøve selvledelse, og at vi derfor kan motivere og lede os selv.

I min træningsuge nummer 7 har Claus Sloth holdt barsel, dvs. jeg har haft én træning med en personlig træner, Mya, der kommer fra Island, og som jeg træner med hver onsdag, og to træninger, som jeg selv skulle administrere. Jeg har læst stolpe op og stolpe ned om McGregor og Co. i organisationsfagene på universitetet, og uge 7 gav mig nu muligheden for at finde ud af, hvilket bogstav jeg reelt er. Jeg var lidt skræmt ved tanken mandag morgen, mest af alt fordi jeg har overbevist mig selv om, at mennesker naturligvis er Y-mennesker, der tager ansvar for sig selv. Det ville altså betyde, at jeg i uge 7 skulle træne lige så hårdt og koncentreret, som når jeg har en personlig træner ved min side. I har vel alle regnet ud, hvordan ugen gik?

Til mit eget forsvar vil jeg sige, at jeg er mere ”Y”, end jeg troede. Jeg har været af sted til træning tre gange i denne uge som planlagt, og jeg havde også sat snuden op efter en lille 4 km i løbet af søndagen, men den blev ved tanken, da weekenden blev fyldt op af musikafslutning, kagebagning, skattejagt og børnefødselsdag med 20 dejlige, livsbekræftende børn fra 2b.
Træningen pinsemandag blev således afholdt i motionslokalet på min mands arbejdsplads med alle ungerne samt et vennepar og deres unger. Jeg lægger godt ud på løbebåndet i højt tempo og sved på panden. Derefter går jeg lidt rundt og hilser pænt på lokalets maskiner og forsøger at genkalde mig nogle af de øvelser, jeg har lært hos Claus Sloth. Bevidst eller ubevidst, jeg ved det ikke rigtig selv, beslutter jeg mig hurtigt for at springe ud i nogle af mine gamle velkendte øvelser, mens maskinerne skuler til mig i baggrunden – Hvis øjne kunne dræbe, you know. Det bliver til en rygøvelse på bænken, nogle armstrækkere på gulvet (de er ikke velkendte, men jeg vil vildt gerne blive god til dem), og så lidt udstrækning på yogamåtten, da ældste afkom lykkeligvis stikker hovedet ind i rummet og spørger, om nogen er klar på en hockeykamp. Jeg melder mig lynhurtigt frivilligt og har en henkastet indre monolog med maskinerne om, at kvalitetstid med ens børn er vigtigere. Og så er der hockeykamp med to 5-årige, en 8-årig og en 9-årig. Yearh, jeg skal lige love for, at det får man også pulsen op af. Mandagstræningen indeholdt ikke styrketræning som normalt, men bestemt godkendt med god motion i hyggeligt samvær.

Onsdag stod dygtige Mya for min træning. Jeg kæmpede det bedste, jeg har lært, og kom fint igennem alle øvelserne, især fordi Mya var der til at fortælle mig, at nu skulle jeg gøre sådan og sådan. Jeg kan godt lide hendes kombination af styrke og puls, en form for cirkeltræning, der passer godt til mit temperament. Torsdag forsøgte jeg at lave programmet efter, men det blev alligevel ikke lige så hårdt. Jeg må bare konstatere (og det gælder vist de fleste mennesker), at jeg også er X, men at jeg dog trods alt har en del Y i mig. Vi er nok mere Y i nogen sammenhænge end andre. Jeg tror, jeg har et godkendt Y, når det gælder træning, men jeg skal have opdyrket det i kostsammenhæng, for der må jeg bare konstatere, at X´et tager over gang på gang. Det fortæller jeg mere om i næste uge.