Om Mig
Julen faldt tidligt i 2016
Den 23. februar ansøgte jeg sammen med 400 andre om at deltage i Projekt FIT hos Claus Sloth. Den 13. marts fik jeg årets hidtil bedste nyhed – jeg var sluppet igennem nåleøjet og blev tilbudt en af de 6 pladser i Projekt FIT
Kort om Jacob Askham-Christensen
Jeg har lige rundet de 35 år, er gift med en skøn kvinde der lever et aktivt liv med både yoga og stand up paddling. Sammen har vi to dejlige børn i henholdsvis skole og børnehave. Jeg har egentligt altid haft en aktiv tilgang til livet. Herunder også sportsligt, ikke ud fra et bevidst ønske om at være i god form men ”bare” fordi jeg fik det godt af det. Sammenholdet i fodboldklubben og som løbemakker gav mig mere end bare plus på konditionskontoen. Den aktive livsstil blev dog tidligt udfordret af hverdagen med to små børn samt en færddiggjort ph.d., der nok gav gode ansættelser hos store konsulenthuse men som også betød at arbejdsdagene blev længere, fritidsinteresserne forsvandt og jeg befandt mig oftere på et hotelværelse med Red Bull og rullekebab end hos min familie. Hverken min krop eller mit sind kunne holde til det liv på den lange bane og efter en årrække i overhalingsbanen endte jeg med en stresssygemelding.
Nu èt år efter er jeg stadig påvirket af sygemeldingen selvom jeg forlængst er blevet raskmeldt. For kroppen husker spidsbelastningen og det skaber en udfordring for mig i forhold til at genopdage mig selv som et aktivt menneske. Men jeg VIL så gerne! Jeg trænger til at genfinde min krops styrke og mærke det naturlige rush af endorfiner. Jeg trænger til at finde mig igen.
Hvad er mit mål?
Kort sagt vil jeg være den bedste udgave af mig selv. For det er jeg ikke nu og en stor del af grunden skal findes i min stresssygemelding. Jeg lærte mig selv at ignorere kroppens signaler og jeg er sikker på at Projekt FIT er den rette arena for mig til at genvinde min styrke, lære at lytte og respektere min krops signaler samt at prioritere MIG i en hverdag hvor alle hiver og flår i en. Mit mål med at deltage i Projekt FIT er med andre ord, at genvinde energi, overskud og glæde i hverdagen.
Regnskabet
Alle målinger er foretaget på Tanita MC-780
Årgang | Højde cm. | Vægt kg. | Fedt % | Muskler kg. | Bodyage alder | Taljemål cm. | Benmål Cm. | Armmål Cm. | Hoftemål Cm. | Brystmål Cm. | Øvre taljemål Cm. | |
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
27.05.2016 | 1981 | 176 | 73 | 12 | 61 | 20 | 81 | 56 | 30 | 97 | 92 | 87 |
29.04.2016 | 1981 | 176 | 72 | 12.1 | 60.9 | 20 | 80 | 58 | 30 | 95 | 96 | 87 |
13.04.2016 | 1981 | 176 | 72 | 11.4 | 61.3 | 20 | 82.3 | 56.5 | 30 | 96.7 | 95 | 93 |
29.03.2016 | 1981 | 176 | 71 | 11.5 | 60 | 20 | 80 | 56 | 29 | 95 | 90 | 85 |
Blog
Uge 6 – Træningens magiske effekt 🙂
Da mine stress relaterede udfordringer primært er psykiske, foreslog Claus i starten af 6 uge, at vi fokuserede på relativt hård træning med høj puls fremadrettet. Det det gør for mig er, at jeg kan tage stresset, uoplagt og i halvdårligt humør til træning og gå glad og afslappet der fra – det er jo nærmest magisk og i det hele taget bare alt for fedt 🙂
Status halvvejs i projektet
Hvis man skal forsøge at give en kort status her halvvejs i projektet er der særligt to ting jeg vil fremhæve. Det første er kostplanen: Det er ganske enkelt vildt at opleve, hvor meget det betyder for ens humør og generelle velvære at man spiser rigtigt og husker mellemmåltiderne, så ens blodsukker forbliver stabilt dagen igennem. Det næste er, at jeg så småt er ved at (gen)finde glæden ved træning. Min krop reagerer positivt på hård træning med høj puls, forstået på den måde, at jeg oplever at have fået lidt mere energi og overskud ind i hverdagen. Når det er sagt, så er jeg dog stadig ikke på 100%, men jeg håber, at de næste 6 uger bringer mig tættere derpå.
Uge 5 – Skipper Skræk
Uge 5 – Motion som stressdæmper og historien om Skipper Skræk og hvorfor Claus Sloth snart skylder mig en ny jakke.
Femte uge bestod som de foregående af tre obligatoriske træningspas. Ugen var for mig meget blandet. Nogle dage følte jeg mig klar og andre dage – well not so much.
Her var det rart at træningerne løbende blev tilpasset dagsformen. Hvis der er meget at tænke over kan jeg stadig nogle gange vågne med stresshormonerne bankende rundt i kroppen. Onsdag morgen vågnede jeg fx 03.36 med stressen væltende rundt i hele kroppen. Jeg vidste faktisk ikke helt hvordan jeg skulle håndtere det, men jeg prøvede at køre ud til Claussloth.dk for at forsøge at træne det væk. Der sad jeg så på parkeringspladsen kl. 04.50 og ventede på at centeret åbnede kl. 5. Efter en times træning var min krop helt rolig og jeg kunne køre glad hjem til børnene og fruen – fed følelse 🙂
Og nu til historien om Skipper Skræk og om hvorfor Claus Sloth snart skylder mig en ny jakke. For et års tid siden fik jeg en af de smarte moderne jakker med smalle ærmer. Efter 4 ugers træning med Claussloth kan jeg ikke længere have trøjer på under jakken, for så er der ganske enkelt ikke længere plads til min underarm – ved ikke om Claus er ved at lave mig om til Skipper Skræk 🙂
Uge 4 – På vej back on track
Efter en hård tredje uge i projektet blev fjerde uge en langsom tilbagevenden til den Jacob jeg godt kan lide at være: Jacob der sover, spiser og passer sin træning ordentligt – og derfor har større overskud og glæde i hverdagen. Det var en langsom tilbagevenden, der blev godt hjulpet på vej af Claus og Mya der begge to selv har haft stress helt inde på livet, og derfor har en rigtig god føling med, hvor meget og hvordan man skal træne, når man ikke er på 100%, men på vej back on track. Den fysiske træning blev kombineret med nogle rigtige gode snakke der gjorde, at jeg altid gik glad og opløftet fra træningen. Det betød at jeg havde masser af overskud til børnene, og også overskud til håndtere, at min hustru efter at være startet på arbejdsmarkedet har noget mindre overskud end hun plejer. Sjovt som man får mere overskud ved at passe på sig selv. Det forhold at jeg på nogle punkter formåede at være far og mand med overskud gav mig faktisk endnu mere energi og livsglæde, hvilket udmøntede sig i, at jeg endte med at lægge en fjerde træning ind i ugens program lørdag morgen inden familien stod op.
Uge 3 – KRISE
De af jer der står på ski har sikkert alle hørt, at tredjedagen er den værste, idet det typisk er der kriserne og skaderne opstår. På mange måder blev min tredje uge i Projekt Fit også en kriseuge. Ugen bød på dårlig nattesøvn og deraf manglende overskud til andet end dagligdagens trummerum. Det betød også, at jeg lige pludseligt fik svært ved at følge kostplanen og ikke følte mig ordentligt oplagt til ugens tre træningspas. Forløbet hos Claus Sloth viste sig at indeholde to rigtig gode elementer i kriseuger. Først og fremmest er der meget dedikerede trænere, der formår at tilpasse de enkelte træningspas til dagsformen. For det andet bliver vi løbende målt og vejet – da mine tal viste betydelige fremskridt i løbet af de første 2 uger i projektet kom jeg ud af kriseugen med succes.
Uge 2.
Ugen bød på 2 gange træning med personlig træner og en gang selvtræning. Onsdag var der træning med Claus og torsdag trænede jeg med Mya. Min plan var at træne selv lørdag inden vi skulle have gæster – det nåede jeg dog ikke, da tiden lige pludselig var fløjet afsted med rengøring, forberedelse m.v. inden vi fik besøg. I stedet fik jeg trænet søndag formiddag. Dette illustrerer én af fordelene ved at have en aftale med en personlig træner: så kommer man afsted. En anden fordel ved at have en personlig træner hos Claus Sloth er, at træningerne aldrig bliver kedelige, fordi de altid er forskellige.
Det vigtigste jeg fik med fra uge 2 var, at jeg havde energi og overskud til at være stand-in for min søns kids volley træner, da hun ikke kunne træne børnene fredag eftermiddag. Det var næsten som i de gode gamle dage, inden jeg blev stress ramt, hvor jeg hver sommer var træner på DBU fodboldskoler. Havde lidt følelsen af, at noget af den gamle Jacob der altid var sprængfyldt med energi og overskud var på vej tilbage igen 🙂
Uge 1
Da Claus Sloth spurgte hvornår jeg havde mulighed for at starte op, foreslog jeg den 29. marts, der var min 35 års fødselsdag. Tænkte det ville være en god måde at starte på en frisk. For én som mig, der stort set ikke havde lavet nogen form for motion i et par år, hvis man altså ser bort fra turene efter Pepsi Max, Red Bull og rullekebab for at holde den kørende på de lange arbejdsdage/aftener/nætter, så blev det dog lige friskt nok 🙂 Selv om vi kun trænede i en god halv times tid endte jeg totalt svimmel og måtte lægge mig ned i omklædningsrummet i 10-15 minutter inden jeg var i stand til at tænke en fornuftig tanke. Min første tanke var – hvad f… er det jeg har kastet mig ud i? Min næste var, at det nok lige præcis er det jeg trænger allermest til 🙂
I forbindelse med opstarten havde Claus udarbejdet et kostplan til mig (der sjovt nok mindede en del om det jeg spiste dengang jeg havde det godt, spillede fodbold 3 gange om ugen, og løb en 10-12 kilometer de andre dage, og så et halv- og et hel-maraton i ny og næ). Kostplanen var heldigvis super nem at gå til, så den forsøger jeg efter bedste evne at følge slavisk.
31. marts var anden træningsdag, hvor jeg skulle træne med Mya, der er en af Claus’ mange dygtige ansatte. Jeg havde nu fulgt Claus’ kostplan et par dage, og denne gang blev jeg heldigvis hverken svimmel eller måtte lægge mig ned efter træningen – total succesoplevelse 🙂 Glæder mig allerede til næste træningssession, der er den 1. april.
Du kan også nå dine mål.
Vi tilbyder vores pakkeløsninger som individuelle og fælles forløb med en varighed fra 8 uger og op til 16 uger med personlig træning fra 2 x om ugen til 4 x om ugen.