Det spørgsmål får jeg tit… Hvordan gør man?

Og det ville være så let at svare med ”jo, ser du – først omformulerer du drømmen til noget konkret, så definerer du et hovedmål, og op til flere delmål for at nå derhen. Så får du styr på fakta om emnet, krav til udstyr, tid og økonomi. Så kører du et realitetstjek på planen. Og hvis den holder – SÆT I VÆRK!

Der er da nemt nok…? Sådan vil BS Christiansen og tusindvis af andre, der er lykkes med noget, fortælle dig det skal gøres. De har skrevet en bog – ofte rigtig gode bøger – og har solgt den til sådan nogen som mig. Og de har helt ret. Det ER sådan man realiserer en drøm.

Men problemet er bare, at når mennesker som jeg læser den slags, så sker der et eller andet i mit hoved når jeg kommer til det punkt med at gøre min drøm konkret og målbar. For det er ret svært – hvordan ”klemmer” man luftkasteller og pigedrømme ind i et excelark? Nogen gange er jeg nået så langt som at sætte mål og delmål, og hører så kun mågeskrig og bølgeskvulp, når jeg skal læse op på emnet. For det med at begrave næsen i fakta-bøger og vandre ind udstyrshelvede med dankortet blottet, det har aldrig rigtig været en del af min lille lyserøde drøm, vel? Og så kommer den værste: Realitetstjek. Uha – den er grim! Så tæt på at kunne smage drømmen… hvis det ikke lige var fordi den krævede, at børnene blev selvfodrende og at deltidsjobs til 100.000 om måneden bare hang på træerne – værsgo og vælg

Et eller andet sted i processen endte jeg med at gå tilbage til at varme mig lidt ved tanken, læse endnu en bog om andre, det er lykkes for. Ikke med forventning om, at den skulle inspirere mig til at gøre det samme, men bare fordi det var god underholdning. Det kaldes realitetstjek af mig selv på den hudløst ærlige måde…

Men prøv lige at tænke over det… Det er jo simpelt hen for trist!!

Hvis du kigger ud i verden, vil du se, at vi er så veluddannede, privilegerede og rigtig meget andet, at vores evindelige undskyldninger for selv de mindste ting er en hån mod dem, der er født med udsigt til absolut intet. Ingenting overhovedet! Lige som deres forældre blev det, og deres børn vil blive det en dag.
Jeg har set det i Indien og i Zambia, og er rejst hjem med røde kinder… Jeg erkender, at jeg ikke kan redde verden fra sult og nød, men jeg kan lægge bøgerne på hylden og GØRE noget for mig selv. Holde op med at klynke. For jeg er så privilegeret, at jeg er født med muligheden for det.

Min gamle drøm om at trekke i Himalaya havde jeg da for længst glemt alt om igen. Som jeg tidligere har skrevet, druknede den i små børn, overarbejde og kvartalshilsner fra Nykredit – den svandt stille ind til der hvor den startede… i en lidt slidt udgave af National Geografic fra 2003, som har ligget et eller andet sted på mit natbord lige siden. I denne udgave er emnet en hyldest til Sir Edmund Hillary i anledningen af 50 års jubilæet for at han som den første besteg Mount Everest.

Det var vildt. Og det var spændende. Et løfte om ultimativt… ALT!!! Jeg var godt klar over, at jeg hverken havde flere hundrede tusinde eller fingre og tæer i overskud, som kunne ofres på projektet, men at trekke i højderne, det burde da kunne lade sig gøre? Det kan det nu.

Så i julen satte jeg mig ned – sammen med Claus Sloth – og kørte punkterne fra indledningen slavisk igennem for mit næste mål:

Everest blogg

1. Formuler din drøm til noget konkret.
Min drøm dengang handlede dybest set om at opleve anderledes kulturer og natur, finde ro og overskud, trække vejret i en tidslomme uden ansvar og forpligtigelser, at være fri… bare for en stund. En trang til at GØRE noget som udfordrede alt andet end min logiske sans. Det er formuleret til: At gennemføre Worlds Highest Trail Running Event – at løbe 42,195 km ned af Mount Everest.
Realitetstjek – Nepal repræsenterer den diametrale modsætning til dansk kultur, natur og religion. Når jeg løber, føler jeg mig så fantastisk dejlig fri… Og så er det 100% sikkert, at hvis jeg brugte min logiske sans, ville jeg holde mig laaaaangt væk fra det her.
[gap size=”10px”]
2. Opstil mål og delmål for gennemførelse.
Claus kigger på mig og siger: ”Så skal du jo nok være ret god til at løbe..?” Ja, men det synes jeg nu også jeg er. Jeg kommer da med hele to Halvmarathon i baggagen…  Claus smiler til mig på den dér helt bestemte måde, og så ved jeg, at lige om lidt serverer han den brutale sandhed med vandtætte argumenter og kærlig coaching til. Ganske rigtigt – han siger sådan en Big Daddy ting som ”Joan… i det her tilfælde giver to halve jo ikke en hel. Og slet ikke NED ad bakke… I 5.400 meters højde ned af et bjerg. Dine to Halvmarathon er flot, og du er kommet langt, men det svarer i virkeligheden til at du lige har lært at kravle. Ikke andet.” Nårh… ja, det er nok rigtigt.
[gap size=”10px”]
Delmål:
[gap size=”10px”]
Korup Halvmarathon 3. april 2016:
Teste min form af for svagheder/skader i kuperet terræn.
[gap size=”10px”]
Odins Bro Halvmarathon 25. juni 2016:
Tid – max 1:50 – under forhold, der kan blive en udfordring for væskebalancen og dermed viljen.
Løbet starter kl. 14.00, og hvis vi rammer en dag med høj sol, skvatter folk om i varmen og af mangel på væske.
[gap size=”10px”]
Sommerferien:
Vandretur i Mount Blanc eller Rebild Bakker
[gap size=”10px”]
HCA Marathon 2. oktober 2016:
Første gang jeg løber en HEL Marathon. Et mål for tid sættes senere.
[gap size=”10px”]
Der skal flere løb på hen over vinteren 16/17, der afholdes en serie Trail løb her på Fyn og i Jylland, som jeg gerne vil deltage i. Blandt andet et Trail Marathon i Thy i februar… det kommer til at udfordre psyken lidt. Mange af dem er bare ikke slået op endnu – så det kommer. Derudover løbes der Marathon sydpå så tidligt som primo marts – det er også en mulighed.
[gap size=”10px”]
Mål:
[gap size=”10px”]
Everest Marathon – gennemføres 29. maj 2017.
Jeg har ingen forventninger til tiden… men det skal helst uden varige mén
[gap size=”10px”]
Realitetstjek – jeg har 6 måneder til at træne op til min første hele Marathon. Det skal jeg nok nå. I mit træningsforløb skal jeg tage højde for at terræn og højden vil udfordre min fysik, ligesom forholdene under rejsen nok vil udfordre min psyke. Jeg mener – det bliver tre uger med hjemve i soveposen, et hoved fuld af dagens indtryk, og en krop under konstant påvirkning af højden. Og her jeg skal finde viljestyrke og overskud til at løbe en Marathon under vanskelige forhold.
Men det er jeg indstillet på, og vi har en plan for hvordan jeg skal arbejde med det…
[gap size=”10px”]
3. Fakta – krav til udstyr, tid og økonomi
Udstyr udgør en vigtig del – både i træningen op til og under selve rejsen.
[gap size=”10px”]
Løbesko tænker du… ja, der kommer nok til at blive slidt et par stykker  Men udover det sædvanlige løbeudstyr, skal jeg træne på terræn, der udfordrer min balance. På turen ned vil jeg løbe på klipper, ler, hænge-broer, der er delvist vedligeholdt, og man skal være 100% opmærksom. Og så er vejen ned jo ikke afmærket – du må selv finde ned. Tænker ikke der er så mange veje, men alligevel… Rejsearrangørerne har nogle helt specifikke krav til beklædning og udstyr (en minimumsliste), det er klart, for de vil ikke risikere at skulle sende nogen ned ad bjerget igen på grund af dårlig forberedelse. Så dem vil jeg følge. Derudover har jeg fundet en dansk kvinde, som har gennemført lige præcis dette løb, og hun holder foredrag her i Odense. Ja tak – den napper jeg  Og bliver forhåbentlig en hel del klogere…
[gap size=”10px”]
Tid… der skal bruges en del tid på træning. Allerede nu. Det handler ikke bare om at kunne løbe, det handler også om at holde mig forholdsvis skadesfri det næste år, og samtidig blive stærkere… Derfor træner jeg en hel del. Også flere gange om dagen. Ikke kun løb, men også styrketræning og yoga.
[gap size=”10px”]
Penge. Auch – behøver jeg at sige, at der skal prioriteres en del til projektet? Ikke mindst løbende på udstyr og træning allerede nu, men også på turen til Nepal. Rejsen vælger jeg at arrangere gennem Culture Adventure (teknisk rejsearrangør), for der bliver nødt til at være nogen med lokale kontakter, som tager ansvaret for de praktiske detaljer – jeg skal ikke stå i Kathmandu og diskutere om jeg har en plads i flyet til Lukla eller ej. Eller være indkvarteret på et hotel, hvor jeg risikerer at få tyndskid af den mad de serverer…  Det skal der bare være styr på hjemme fra! Selve registreringen til arrangementet koster 2.500 dollars + drikkepenge til Sherpa, bærer, kokke og alle andre undervejs. Dertil kommer udstyr. Og det faktum at jeg skal lukke min virksomhed i de uger rejsen varer… dvs. ingen indtægt imens. Derfor vil du også se, at der ikke ligger en masse high profile Marathons rundt omkring i verden på løbslisten, ligesom årets sommerferie både kan foregå i Mount Blanc eller Rebild Bakker
[gap size=”10px”]
Hele familien er indstillet på at jeg skal det her, der er fuld opbakning fra mand og børn omkring de ”omkostninger” det vil have på hjemmefronten i form af tid og muligheder. Fra nu af… Det er jeg utrolig taknemmelig for! Vi er også enige om at jeg kun har ét skud i bøssen… dvs. realitetstjek på parforholdet!
[gap size=”10px”]
Så går du rundt med et ønske om at gøre noget bestemt, så sæt dig ned og vær seriøs omkring det. Gå punkterne igennem. Hvis du synes det ser lidt krævende ud, så træk lige din familie ind over… Og møder du for meget modstand over så simple ting, som at være tvunget til at spise sundt eller selv cykle til fodbold, så vis dem endelig hvad jeg forlanger af min familie – det burde være argument nok
Slip drømmen løs!
Everest startlinje
Den 29. maj 2017. Så er det min tur!