Om Mig
Nogen har måske fulgt min ”historie” her på Claussloth.dk sidste år – men for dem som ikke har, vil jeg gerne starte med at fortælle lidt om min baggrund.
For to år siden vejede jeg 93 kg. Ja, det er faktisk rigtigt, hele fuldfede 93 kg, de bestod mest af chokolade, dårlige undskyldninger og manglende selvdisciplin. Sådan kort fortalt, og helt ærligt. Claus Sloth hjalp mig med at tabe i alt 35 kg. på 9 måneder, og i dag ligger min kampvægt på 58 kg – sådan cirka, for ligesom alle andre hygger jeg mig lidt indimellem. Men aldrig mere med chokolade pakket ind i dårlige undskyldninger.
Claus & Co. har gjort det muligt med en kostplan som passer til mig. Den består af madvarer, der er til at spise, måltiderne er tilpasset den hverdag jeg har, og vigtigst af alt… Det hele kan købes på ét sted. Hele familien kan spise det, uden nogen føler jeg har sat dem på ”kur”!
Derudover har vi trænet… og trænet… og TRÆNET!
Ja, du skal faktisk lette røven flere gange om ugen for at nå den slags resultater, du kommer ikke sovende til det, og du kan ikke betale dig fra det. I starten var jeg så øm i hele kroppen, at jeg kraftigt overvejede, om det ikke var lettere at sove i entréen? Bare tanken om at skulle hele vejen op ad trappen til soveværelset var næsten overskuelig… for jeg vidste jo, at næste morgen ville det gøre endnu mere ondt at gå ned igen
Men jeg har aldrig overvejet at stoppe på halvvejen, for den sidste og nok vigtigste del mestrer de også til fulde… at motivere mig under hele forløbet. Teamet består af forskellige profiler, og de har hver især nogle helt særlige kompetencer og personligheder, som gør, at uanset hvad jeg har kastet mig ud i eller stillet af underlige spørgsmål, så er der altid en der kan supplere med gode råd og faglig viden. Nu er jeg så den type, der er tryg og rigtig glad for lige præcis MIN træner, så han har fulgt mig fra første dag, og det gør han stadig. Og det er det hele værd. DET HELE!! Jeg gjorde det gerne igen hvis det skulle være… regner dog ikke med det nogensinde bliver nødvendigt!
Men alle de her muskler og selvdisciplin jeg har fået i løbet af de sidste to år – de skal jo bruges til noget.
Så fra at kunne løbe 1,5 km i luntetrav – kamp-svedende, tomatrød og med ondt i alt fra hoften og ned efter – har jeg nu nået mit mål om at kunne løbe en Halvmarathon. Snuppede faktisk to her i 2015. Det var lidt fedt…
Så faldt jeg over det her med Triathlon. Kiggede lidt usikkert på Claus og spurgte: ”Tror du mon jeg kan det…?” Claus smilede bare til mig og sagde ”Joan, du kan jo alt. Det er bare et spørgsmål om du VIL det…?” Og det ville jeg – det skulle være en Triathlon i Olympisk distance. Det vil sige 1500 m svømning, 40 km på cykel som slutter af med 10 km løb. Altså helt ærligt… når vi nu alligevel er i gang, ikk’? Så det gjorde jeg også i 2015. Og det var HELT VILDT FEDT
Sidder du og tænker ”Hvorfor gør hun det her?”
For en ting er jo at tabe sig, men hvad så bagefter? Hvad er det, der gør, at det bliver til et varigt vægttab? Det er formuleret så nydeligt på engelsk som ”Stop talking – start doing” og hvis man oversætter det til godt mundret dansk står der altså ”luk munden og lette røven!” Ja – så let kan det siges, og det er egentlig bare det man skal blive ved med at gøre. Men det skal jo helst være sjovt… ellers er der sgu’ da INGEN der gider, vel?
Min filosofi er, at det udover at være sjovt, også skal udfordre mig personligt, og så skal jeg ALTID have hjertet med. Jeg konkurrer aldrig mod andre, kun med mig selv. Det handler ikke længere om min vægt, det handler om at sætte et mål og NÅ det… igen og igen. Prøve at se, hvad jeg med min krop på 45 år kan klare? Og her kommer det vigtigste for mig – det må aldrig blive vildere, end jeg stadig kan kende mig selv på den anden side, aldrig større end jeg kan huske hvor jeg kommer fra. Aldrig gå hurtigere frem end at det kan gennemføres uden skader.
For jeg har jo stadig min familie og resten af mit liv som første prioritet.
Hvad byder 2016/17 så på…?
Jo – planen er lagt, den opfylder mine tre hovedpunkter, og det bliver ikke mindre vildt af den grund . Ikke overraskende stiler jeg efter en hel Marathon – fulde 42,195 km – og selvom det lyder som ”ja ja, det er der så mange der gør”, så tror jeg nu at de første 30 km klares fint, men derfra… 42 km er sgu’ alligevel langt Det svarer cirka til at løbe fra Odense til Middelfart. Men det kan jeg godt.
Jeg kan også mere end det – men først i 2017. For jeg er faldet over en gammel drøm i en ny indpakning, noget som jeg bare kan mærke… det bliver jeg NØDT TIL at gøre. Lige nu… er det helt rigtige tidspunkt for mig.
For at forstå hvorfor, vil jeg starte med at fortælle, at jeg i som 32-årig blev skilt fra min børns far, og følte, at min frihed blev meget ”begrænset” af at være alene med to små børn på 2 og 6 og samtidig passe mit job på 40+ om ugen. Jeg lovede mig selv, at ”inden jeg bliver 40, vil jeg på trekkingtur i Himalaya!!” Den tur repræsenterede den ultimative frihed – højt oppe, tid til kun mig og ro til at få styr på mine tanker. Ja ja da – men så blev jeg heldigvis forelsket igen i den dejligste mand, og med nyt hus og ombygningsprojekter, bedre jobs og længere arbejdsdage… Himalaya skete aldrig.
Mine små børn er blevet store, i 2017 fylder de 16 og 20, og ved du hvad…? De er faktisk så store, at de er på vej væk fra mig. Nogle dage tager jeg mig selv i at ønske, at de ville ”begrænse” mig lidt igen. Så nu er der plads til at jeg smutter på min trekkingtur, og denne gang er det ikke for at få styr på mine tanker, men for at løbe en Marathon… NED!
For det kan man nemli’ Hvert år den 29. maj afholdes der et Marathon – Tenzing Hillary Everest Marathon – som går ud på at trekke OP ad Mount Everest til Base Camp i Nepal. Turen tager ca. 3 uger i alt, og vi starter stille og roligt med at akklimatisere og trekke op gennem Everest National Park, gå gennem Sherpa-byer og besøge Buddist Templer, mens vi nyder udsigten til verdens højeste snedækkede tinder. Det højeste punkt på rejsen, Kallapatthar, er på 5545 meter over vandoverfladen, men selve startlinjen er trukket i 5364 meters højde – og så er der ellers frit løb de næste 42,195 km ned. Der er selvsagt ingen veje at løbe på, det er klipper og mega kuperet terræn. Det er noget med, at hvis jeg snubler… ja, så kommer jeg ret hurtigt i mål Vi slutter i Namche Bazaar i 3446 meters højde, og det er ikke uden grund det kaldes ”Worlds Highest Trail Running Event”.
Jeg tror selv det bliver en af de smukkeste oplevelser i mit liv, og jeg er faktisk ikke i tvivl om at jeg kan gøre det. Sjovt nok føler jeg mig mentalt mere sikker på den her udfordring end jeg gjorde, da jeg for første gang skulle løbe 10 km med et nummer på maven. For jeg ved jeg kan… hvis jeg virkelig VIL det!
Dengang stod Claus og min træner bag mig med træning og motivation – og det gør de stadig!
Før-/efterbilleder
Resultatet
Blog
Dagen derpå…
Hey… jeg gjorde det?!?
Fandme så… jeg har løbet en Marathon!
Carsten Drud – Drudski – og jeg blev jo enige om i fredags at jeg var klar. Og det var jeg også hele fredagen… så kom lørdag lige pludselig snigende, jeg fik hentet mit løbsnummer, fik tjek på ballon-tider og ændringer af ruten. Fik lagt tøj frem, og vendt det rigtigt hver halve time. Skældt ud på katten, for den sagde miau på en helt forkert måde… For en lidt firkantet person som mig, er det godt at have styr på ALT dagen før. Lørdag aften fik jeg kvalme og dårlig mave og en anelse panik i øjnene. Tænkte – ”hvad fanden er det jeg har rodet mig ud i???” Så jeg åd en ordentlig portion havregrød og gik i seng. Klik – så var lyset slukket.
Søndag startede lidt usædvanligt, for ingen kom for sent op. Alle var klar til tiden, både min mand og mine børn, og de tre cykler vi skulle have styr på til dem. Jo, jo – jeg er så heldig, at de alle tre gerne ville være mit private heppekor den dag. At jeg er MEGET heldig kvinde på det punkt skulle vise sig senere.
Inde foran Idrætshallen mødes jeg med Dorthe og Palle, som lidt letsindigt havde sagt ja til løbende at lægge lidt fra dagen op på min Facebookside Ejegod.nu, og efter vores sædvanlige pjatteri, er sindsstemningen tilbage i mit naturlige niveau igen. En sidste tur på toilettet, op til startlinjen og finde min ballon-mand. Han hedder Hans, og Hans kan det der med førstegangsløbere
Han kigger mig direkte i øjnene, bruger mit navn, og siger han nok skal styre tiden, sørge for jeg får nok at drikke – lidt ligesom hvis Carsten var med. Til gengæld skal jeg love at nyde turen.
Starten går, og det føles godt, og det gør det faktisk de næste rigtig mange kilometer, jeg vil faktisk gå så langt som at sige, det er en hel fest!! Pacerne driller hinanden, driller os Marathon rookies, os med ”Hjælp – jeg løber mit første marathon” skilt sat på numsen. Råber sjove ting til fotografer og publikum, og det hele afleder opmærksomheden fra nervøsitet og muskler der kan mærkes. Jeg vinker til dem jeg kender og dem jeg aldrig har set før… Laver trutmund til Dorthe og griner til Palle med den STORE udstyrspakke på ryggen Jeg er lige på toilettet, og her venter Fart-Hans på mig, og vi løber gruppen op igen. Han når lige at råbe til min familie ”ja, Joan skulle jo lige på toilettet” og de stor-griner, for de kender godt til mit toilet-fobi. Næste gang vi ser dem, stopper Hans op, fordi nu skal vi da lige ha’ en selfie Og det får vi – godt nok er jeg ved at løbe en anden stakkel ned, men pyt. Aldrig har jeg hygget mig så meget på en løbetur!
Vi runder Stadion efter de første 21 kilometer og jeg har det fantastisk! Lige da jeg løber forbi målstregen for Halvmarathon tænker jeg: ”Nu plejer jeg at være færdig, det her er så langt jeg nogensinde har løbet”. Men jeg kan godt klare en omgang mere. Og det går godt, indtil jeg skal ind i en lille grøn ”Godik” kasse igen. De skide toiletbesøg.. undskyld udtrykket… men det koster altså på kræfterne at indhente fartholderene igen. Og det kan jeg godt mærke efter 2. gang – der lykkes det mig ikke at nå dem.
Så jeg beslutter at løbe selv, ikke brænde for meget energi af på at løbe dem op. Husk at spare på kræfterne har Carsten sagt, jeg skal nok få brug for dem. Så det gør jeg, og løber selv… det gør jeg aldrig igen. Det var så hårdt!! For sammen med stilheden omkring mig mærker jeg også at min hofte efter 26 kilometer er ved at kalde på lidt opmærksomhed… Og når vinden rammer mig, får jeg det HELE, der er slet ikke nogen at dele den med. Det er ikke godt, og det sjove er helt væk da jeg runder Havnen på anden tur. Men løbes – det skal der! På med begge øredutter og skru lidt op for musikken, og jeg må gerne synge med! Omkring Skibhusvej – ca. 30 kilometer – begynder det for alvor at regne og tordne, og der kommer en byge hvor vandet bare driver ned af mig, jeg er plask våd og mine sko vejer et ton. Det svupper hver gang jeg tager et skridt, og det eneste positive jeg kan finde i mine tanker er, at jeg er glad for at jeg tog de korte bukser på. De tørrer hurtigt. Og en ekstra helt tynd bluse på indenunder min trøje, så jeg ikke bliver kold på maven. Men ellers er humøret bare træls med træls på, og vandet sprøjter af mine ærmer for hvert sving jeg tager…
Jeg kæmper mig igennem Gågaden og videre ned mod Munke Mose, hvor min mand og børn står og hepper igen. Der er ikke så mange vink tilbage i min hånd lige der. Skuffen hænger også lidt, den ser nok lige så interessant ud som en citronmåne. Inde i mit hoved er der mange negative tanker, og de skal aldrig gentages, for det er ikke ting jeg ønsker at høre mig selv sige igen. De næste 1,5 kilometer og frem til lige præcis hjørnet af Ringvejen og Sadolinsgade er et helvede, ja det er faktisk den berømte ”Mur” der er bygget her. Den er 1.500 meter lang, og jeg har skrabemærker i panden af at skubbe den som bevis!!
Lige som jeg drejer om hjørnet op ad Sadolinsgade er der en velkendt stemme som kalder på mig, det er Finn, min svømme-buddy, og han har taget cyklen i dagens anledning. Det er godt nok det dejligste ansigt jeg har set længe Jeg tror han siger noget i retningen af at ”Du ligner godt nok lort, Joan” og ja, det gør jeg vist. Det Finn ikke ved er, at havde jeg ikke været så træt og pisse kold i mine 2 tons løbesko, havde jeg nok tudet lidt af glæde over at se ham. Men fordi han er der, kan jeg KUN løbe selvom min hofte gør ubeskriveligt ondt, fordi… jeg tager mig jo lige sammen når han har kørt hele vejen til Odense for at se mig, ikk’? Finn siger ikke så meget mere, han cykler bare ved siden af mig. Eller… forsøger at holde balancen, og det er faktisk svært når han cykler så langsomt. Lidt efter støder vi på min familie, og så er der 4 på cykel i en klump efter mig. Nu er vi 5 til at deles om vinden, og jeg er bare så sulten at der er hul i min mave. Ved 38 kilometer og et vanddepot støder Dorthe og Palle til. Der sker noget der – i hvert fald er det kun Julie der følger mig de sidste 4 kilometer ind til mål. De sidste 6,5 kilometer af turen er løbet – ikke pænt, for mit hoved er ”out of office” – men trods alt løbet.
Inde over målstregen får jeg hængt en medalje om halsen igen, og den her – den har jeg fortjent lige så meget som den første jeg fik i april 2015. Jeg synes rent faktisk det er MIN medalje, og den hænger om min hals, mens jeg spiser Ben & Jerry’s under dynen hjemme i sofaen. Med frosne ærter på knæ og ankler Men jeg kan godt være i tvivl om den hang der, hvis det ikke var fordi jeg er GUDSBENÅDET med venner som Finn, Dorthe og Palle og min fantastiske mand og børn. Med en Claus Sloth og et hold trænere, som synes mine små vanvittige indfald er værd at arbejde med, for jeg føler mig ret privilegeret på det punkt.
Her i dag – dagen derpå – føles det helt vildt og uoverskueligt, hvis jeg tænker for længe over det. Så det tror jeg, at jeg lader være med. Tænker blot, at det her lille indslag kunne have mange overskrifter som ”Min Marathon-fest”, ”Nu er jeg ikke bare løber… Jeg er MARATHON-løber”, ”Et skridt nærmere Everest” eller ganske simpelt: ”Tanker fra vanviddets rand”.
Men mon ikke sætningen ”Dagen derpå” rammer lidt af det hele? Jeg er træt, og stadig glad, glad, glad… nærmest overstadig. Og jeg er klar til at løbe et Marathon mere, næste gang med en masse god erfaring i baggagen om ballon-mænd, om at undgå Godik-kasser, og at man godt kan løbe sig gennem ”Muren”.
Bare ikke lige i morgen, vel??
Kh Joan
HCA Marathon … Det er NU!
Så har jeg løbet min sidste tur inden den helt lange på søndag, selvfølgelig med udgangspunkt fra Sloth’et, og i rigtig godt selskab.
Det føles rigtig godt at Carsten Drud er kommet ind til os, han har sgu’ styr på det der løbe-shit Det skulle han selvfølgelig også gerne have, med det CV han kan præstere… Han er en Ironman og Skiinstruktør flere steder i Europa kombineret med 8 års undervisning i Golf m.m. på Oure Idrætshøjskole, uddannelse af Skiinstruktører for Den danske Skiskole. Nårh ja – og så lige 6 mdr. i USA som træner for en professionel golfspiller… but who’s counting?
Men som bekendt er Fyn det bedste sted i verden, og tænk, vi har åbenbart også de kønneste piger
Alt det er jo meget imponerende, men jeg skal bare bruge ham til fri leg med løbesko og helst blive klar til at løbe ned af bakke til maj. Og vi starter så med en Marathon på søndag. Min første…
Vi har talt forberedelserne i dagene op til løbet igennem, og lagt helt konkrete planer for hvad jeg skal spise, træne (og især IKKE træne) hvor meget jeg skal veje på løbsdagen og hvilket tempo jeg skal løbe i. Ja, du læste rigtigt – jeg har lige været en tur omkring min kostplan igen og har pillet 3 kg af min kropsvægt.
Det er der selvfølgelig en god grund til – og det er jo ikke fordi der sidder en muffindelle på toppen af mine løbetights, slet slet ikke!! Men min vægt har noget at sige i forhold til den belastning jeg udsætter min krop for – og især min hofte – på den distance. Og så giver det et psykisk overskud, at jeg føler mig ”lettere” når jeg løber, selvom jeg nu forventer at de sidste 10 km bliver uendeligt tunge uanset hvad
Minus 3 kg – Done.
Så skal jeg have kulhydrater i kroppen igen. ”Men nu er jeg bare ikke særlig god til Gluten…” siger jeg til Carsten og tænker at han kommer frem med et alternativ. Men nej, der kommer bare det helt rigtige svar, at hvis jeg ikke er så god til at spise den slags, skal jeg bare begynde 3 dage før… for så kan min mave nå at vende sig til det igen. JO TAK – det rumler – og jeg skal gerne have styr på mine toiletbesøg inden søndag. Har løbet en Halvmarathon med dårlig mave, det tror jeg ikke jeg gider igen.
Der er også lagt mineraler og salte i tabletform ind + magnesiumpiller. Tilladt doping, siger jeg bare…
Bulgur/pasta 2 gange om dagen – Jeg er i gang.
Træning – hvor meget? Jeg løb min sidste lange tur i søndags, en god tur i solskin og skøn natur. Det brede smil var fremme… og så har denne uge ellers budt på en 5 km i tirsdags og en luntetur med Carsten i dag. Intet andet. ”Du er jo klar, Joan” siger Carsten og smiler lidt. Og ja – om jeg så løb om kap med Usain Bolt, vil det ikke ændre på formen. Det er mere mentalt jeg skal hjælpes lidt på vej. Og så skal jeg helst starte med helt friske ben… de er friske, Carsten og jeg har testet dem i dag!
Lunte-Truntes uge – Done.
Dagens træning med Carsten foregik selvfølgelig i løbesko, men det handlede ikke om teknikker, hvor hurtigt og hvor langt, men om alt det der foregår oppe i mit hoved før løbet. Det kan vi sagtens snakke om mens vi løber For som alle andre der snakker om løb, er jeg meget fokuseret på, hvilken tid jeg gerne vil gennemføre på… men helt rigtigt set, så er det slet ikke det jeg skal tænke på her. Jeg skal GENNEMFØRE – løbende, vel at bemærke – en Marathon. Denne gang handler det om distancen, om at mærke min krop og min reaktion og vigtigst af alt: Første gang skal det være en god oplevelse (som man siger…)
Derfor er tempoet for race sat pænt ned. Langt lavere end jeg plejer at løbe… I sidste uge var vi enige om at jeg skulle følge ballon-pigen med 6:00 som tempo, og det var lidt et kompromis. Vi har talt turen igennem, (især toiletbesøg ) og talt om, hvor mine pejlepunkter for ”kroppens tilstand” er, hvornår jeg må sætte tempoet op hvis jeg føler, jeg har overskud til det. Carsten smiler lidt når han snakker om at sætte tempoet op, og her skal jeg nok kende ham lidt bedre før jeg ved hvad det betyder… men det kommer. Eller også ved jeg det helt instinktivt på søndag omkring kl. 15 I dag reviderede vi planen, og aftalte at jeg skulle lægge mig op ad ballonen på 6:10 – og give mig tid til at nyde det. Og så tænker jeg sådan helt skråsikkert, at ”så må jeg jo bare indhente 6:00 ballon-bunny’en på de sidste 10 km”. Hmmmm…
Tempo: 6:10 (eller mindre…)
Vi har snakket om at være nervøs, om det pres jeg ligger på mig selv fordi det er et vigtigt delmål i min helt store plan, og om, at jeg ikke skal sammenligne mig med andre løbere. Jeg skal holde mig til den plan vi har lagt. Han har pillet ALT ELEKTRONIK af mig – jeps, det bliver naked running – og jeg skal kun følge efter ballonen og lytte til den musik jeg har samlet på min nye playliste. Min VINDER-playliste… Og vejret…? Tja, det kan jeg ikke gøre noget ved. Så det bekymrer jeg mig ikke om, jeg klæder mig bare på efter det.
Der kommer mange flere Marathon hvor jeg kan have fokus på alt det andet lir og få noget brugbart ud af det. Masser … især hvis den første tur ligger godt i maven.
Er det en smule vanvittig når jeg gennem al nervøsiteten alligevel kan mærke, at jeg glæder mig lidt?
Elsker mit liv – og løber til rammerne er sprængt!
Min første HELE Marathon…
Så nærmer det sig – der er kun 14 dage til – den 2. oktober løber jeg min første HELE marathon, det er
HCA her i Odense, for som altid når jeg gør noget for første gang, sker det close to home.
Close to home – det kan forstås på to måder, den ene er sådan som jeg selv definerer det 98% af tiden, nemlig dér hvor hjertet er, og den anden er helt bogstavligt… tæt på hjemme. Fordi når jeg gør noget for første gang er der altid en risiko for at jeg fejler. Og skulle jeg nu fejle, ramme muren eller udgå med en skade, så er det rigtig rart at vide, at jeg bare kan hoppe i min lille orange bil og køre hjem under dynen. Eventuelt tude lidt i ærgrelse, for det må man godt. Jeg har altså ikke noget behov for at sidde i Berlin eller London og vente på flyet hjem, mens alle andre går glade rundt og spørger mig hvordan det gik?
Nej tak – min hængemule er min mand alligevel den eneste der kan kurere
”Og hvorfor bringe en eventuel fiasko på banen nu?” tænker du nok… Jamen det er jo fordi jeg, her 14 dage før løbet, er begyndt at blive bange for ikke at slå til. Jeg synes ikke jeg har løbet nok, jeg har ikke været ude på den helt lange tur som der står i løbeprogrammerne man skal, og det gør vist også lidt ondt i den ene balle, og knæet…? Den sidste uges tid har jeg bare ikke rigtig haft lyst til at løbe… Overhovedet.
I går var jeg ude med veninder, og midt i al snakken er der en der siger: ”ja, og fra i morgen er alt det gode vejr slut”. Men det var bare ikke det jeg hørte. Jeg hørte ikke ordet ”vejr”, jeg hørte hende sige: ”Fra i morgen er alt det gode slut” Og så gik det op for mig, at det er sgu’ sket igen…
Jeg har (sådan i overført betydning) af og til en gammel fed kone inde i mit hoved, som siger åndsvage ting. Sådan noget som: ”Joan, du kan jo IKKE. Hvem tror du egentlig du er…?” og ”Du er bare en halvgammel håndtaske, og det er fint nok, men hvad laver du så her?!” og det hele ender med noget i retningen af ”Tag nu hjem og stil lidt tal op på række, det er du rigtig go’ til. Og spis lidt chokolade… Det må du godt”
Nå. Det er godt nok træls…!! Men der er kun EN TING at gøre. Jeg må simpelthen have sat den der gamle kone af ude på Enebærodde igen. Nu har hun helt ubemærket sneget sig ind på mig, snigløbet mig, og jeg kan slet ikke se glæden for den Rittersport hun holder op foran øjnene på mig. Og det finder jeg mig altså ikke i
Så jeg har droppet morgentræningen i Sloth’et til fordel for en løbetur på Enebærodde i dag. Det foregår sådan her: Klokken er 06.30, og du må ikke tænke for meget over de 14 km der skal løbes selv om du ikke har lyst. Du er tung og træt og der er tusind andre ting i vejen… men du skal GØRE det. Kig ud over vandet, se solen stå op, og lad være med at tænke på noget som helst. Lyt til musikken i ørerne, bare løb…
Når benene er varme, og koffeinen fra morgenkaffen er sendt rundt i kroppen er jeg nået ca. 4 km ud af stranden, og kan lige så godt fortsætte, for det er egentlig ikke så slemt. Vel..? Så begynder jeg at tænke på det der gør mig glad når jeg løber, mærker den velkendte GODE fornemmelse jeg får, når jeg bruger min krop. Jeg tænker lidt på både de små og store sejre jeg HAR opnået, og bare nyder rytmen og åndedrættet…
Så når jeg ud til Danmarks smukkeste fyr på spidsen af Enebærodde, solen er oppe, kuglerund og orange, der er løfter i havgusen om alt det gode der venter lige rundt om hjørnet. Det er så her jeg parkerer ”den fede kone”. Det er et smukt sted, for hun var trods alt et godt menneske, men det er ikke mig længere. Jeg er sådan en der om 14 dage løber 42,195 km for første gang i mit liv. Fordi – det kan jeg godt!
På turen tilbage mod parkeringspladsen er jeg opmærksom på, om det der kan mærkes i knæet og ballen er ømt, gør ondt eller bare skyldes, at jeg løber for første gang i denne uge? Og så kan jeg lige pludselig huske, hvordan det føles, når det hele bare falder i hak, der hvor benene kører af sig selv, der er overskud af ilt i lungerne og jeg løber sådan helt ”Zen” . Den fornemmelse kommer ikke i dag, men jeg ser masser af dyr så tidligt om morgenen, både harer og rådyr, og så er det altså lidt svært at bevare pessimismen… jeg griner lidt for mig selv, og tænker ”Hold nu kæft hvor er det dumt, jeg kan jo lige præcis det jeg VIL.” Ja – og på en go dag KUNNE jeg måske godt springe buk over en af de køer med kæmpe store horn, der går derude… men det VIL jeg nu nok alligevel ikke .
Når jeg når parkeringspladsen hvor min lille orange bil står og venter fuld af karma og livsglæde, så er livet altså ret fedt igen. Jeg smider det svedige tøj i bagagerummet og fisker et håndklæde op, og så er det tid til at hoppe i havet… ikke fordi jeg er gammel og træt, men fordi muligheden er der. Og jeg gør det, selvom det altså stadig er pissekoldt!!
Det kan godt være, jeg lige skal en tur mere forbi Fyret inden min Marathon, men så bliver det for at vinke til den lille fede kone med min højre langefinger… Jeg er jo fra Otterup, ikk’
Livsnyder… på den fede måde.
Jeg har været igennem det helt store forløb hos ClauSSloth.dk, det startede med et vægttab på 35 kg på 9 måneder, fortsatte med nye mål om sportslige præstationer, og det er slet ikke slut endnu.
Før jeg mødte Claus og hans team af personlige trænere, var mit liv fuld af overarbejde, tilfældige måltider i hverdagen og overdådige middage i weekenden. Egentlig havde jeg ret godt styr på mit liv (synes jeg da selv) men jeg var konstant træt både mentalt og fysisk, og selvfølgelig utilfreds med min krop. Men når de fleste vågne timer af mit liv foregik på en kontorstol med et hoved på overdrive, mistede jeg ret hurtigt fornemmelsen af resten af kroppen, og så kom ubalancen mellem den jeg følte jeg var, og det billede der mødte mig i spejlet ret hurtigt. Altså – de dage, hvor jeg var tvunget til at forholde mig til det. For jeg ville faktisk helst ikke. Jeg tror roligt man kan sige, at jeg spiste med passion og ikke synes det var nødvendigt at have en holdning til sport.
En dag blev det bare nok. Jeg blev bare nødt til at GØRE noget, og her kom Claus Sloth ind i billedet. Han introducerede mig for det at have en holdning til hvad jeg spiser, til at bruge min krop på fysisk sjove aktiviteter, til at være træt på den gode måde, og især til at være tilfreds med mig selv. Den personlige træner gør det ved at kombinere en kostplan med et målrettet motionsprogram, hjælpe mig med at sætte mål og motivere mig til at nå dem.
Efter mit vægttab var selvtilliden og kropsbevidstheden helt i top, jeg var rigtig glad for mine resultater. Men jeg var godt klar over, at en ting er at nå i mål på badevægten, men noget helt andet er jo at holde formen – resten af livet. Det er vel i virkeligheden den største udfordring?
Det her med at sætte et mål for træningen, det virker for mig… Jeg startede med et ønske om at kunne løbe 10 km, og inden jeg så mig om, havde jeg løbet min første Halvmarathon. Det var virkelig fedt. Så kiggede jeg lidt på det her med Triatlon – at svømme, cykle og løbe – og det fungerer faktisk også ret godt. God kombination af flere træningsformer, det er blevet til en fin lille sommerunderholdning for mig Men jeg har fundet ud af, at jeg klart en løbe-tøs, så nu går jeg efter en hel Marathon.
I dag lever jeg et ret fedt liv. Jeg spiser for at have energi til det liv jeg har valgt at leve, og jeg dyrker den sport, der giver mig overskud og gør mig glad. Og det her med at holde vægten – det tænker jeg ikke over, for det kommer helt af sig selv med de valg jeg har truffet. Glæden og den personlige sejr hver gang jeg når et mål er helt fantastisk, og jeg kunne slet ikke tænke mig at være uden.
Jeg har ændret min livsstil, men jeg er stadig livsnyder… nu spiser jeg med holdning, og jeg dyrker sport med passion.
Joan Ejegod
Så er ferien slut…
Kalenderen siger august, og hverdagen melder sig… laver lige et statustjek inden kontor-uniformen findes frem igen:
Der hænger en isvaffel på min ene hofte, jeg har Rosé i armene og lige dér midt på maven ligger en fuldmoden skimmelost. En HEL skimmelost… Men den blander sig heldigvis med striberne fra bikinien og jeg kan mærke latterperlerne i maven, de triller rundt ved siden af de grillede Rib-Eye’s i lune sommeraftener med venner og hygge og løbeture i solopgang. Hækken blev aldrig klippet, men pyt med det.
Min mand finder mig foran spejlet, smiler og siger: ” Jeg synes nu din numse hænger lidt igen…” Helt ærligt?!? Automatisk dasker jeg ud efter ham med en skarp bemærkning, men kan se at hans latterperler sidder i den ironiske bemærkning om min forfængelighed. Og selvom han bare driller, kan jeg ikke lade være med at kigge efter… og synes måske han har ret
Og så er det godt tirsdag morgen melder sig, for her står der træning med Claus Sloth i kalenderen. Claus har også nydt sin sommerferie, han har været en tur i The States og se på træningsudstyr… og har etableret lidt nyt og spændende legetøj i holdsalen hen over sommeren. På sin helt egen Big Daddy facon spørger han lidt henkastet, om jeg lige vil en tur med over og kigge? JA TAK, Claus… se på nyt legetøj, altid
Der er lavet lidt om. Holdsalen er delt op i sektioner, så vi kan træne på forskellige måder, og stadig være der. Det ser godt ud, og jeg tror der bliver bedre plads til holdene. Men dernede for enden af lokalet spotter jeg noget orange, faktisk mange orange elastikker… og der er plader til hænder og fødder til de her glidende balance- og core-øvelser som er pænt hårde, og en ny bold. Hmmmm…?
Der går ca. 30 sekunder – så er jeg spændt op i orange elastikker Den bliver lagt rundt om min nakke og ned under armene, jeg går ud på gulvet så den er spændt pænt op. Claus smiler til mig og siger ”Liiiige lidt længere ud, Joan… ja, lidt til… bare det sidste, så er det rigtig fint” Altså – nu er den for alvor spændt ud, jeg kan lige præcis holde mig fremme, mærker tydeligt, at elastikken er stærkere end mig.
”Nu skal du bare løbe, det føles nok lidt som at løbe op ad Everest” Ha ha Claus… jeg kan se på dig, at du hygger dig lidt over det her, men ved du hvad? Jeg tager sgu’ røven på dig!
Det er i hvert fald min intention da jeg starter ud med at løbe, og fortsætter med at øge farten som du beder mig om, men det er hårdt. Syren melder sig hurtigt i lægge og lår, ligesom pulsen går fra overskud til piv-piv (læs: 0 – 100) Man skal spænde godt op i core for at holde sig fremme – og igen har han ret, det må være sådan her at løbe op ad Everest!!
Vi fortsætter temaet med Mountainclimbers… ja, rigtig gættet med elastikker på. Tænker, at der ikke behøves de lange forklaringer til denne øvelse – se blot billedet nedenunder – og fornem eventuelt at selvom solen skinner ind ad vinduerne mellem byerne, så er den her Rib-eye og Rosé-tøs ved at se den virkelige verden i øjnene igen
Har du det ligesom mig…?
Hverdagen er tilbage, jobbet, træningen og rutinerne melder sig, men det gør slet ingenting… for det har været en fantastisk sommer!
Kh Joan
Løbepause…?
Ovenpå alle de tests vi lavede i april har Claus og jeg analyseret lidt på resultaterne… og når jeg nu skriver Claus og jeg, er virkeligheden jo sådan, at det er Claus der analyserer, kæder Lines facts og argumenter ind over som dokumentation, og kommer med et facit.
Min rolle er vist mest at lytte… og selvom jeg er blevet bedre til det de sidste 2 år med Claus, så glippede det alligevel for mig da han kommer frem til konklusionen:
”Du skal holde løbepause. Vi starter med 3 uger!”
”A’ hva´…? ”
”Hvad sagde du lige der, Claus?”
”Godt nok er du lige blevet far til en underskøn lille prinsesse… men det er altså for tidligt at øve sig på at give stuearrest!! ”
For det var sådan jeg følte det – Big Daddy har lige givet mig stuearrest!
Claus giver mig lige 1 minut eller 2 til at fordøje oplysningen, og lige som jeg skal til at åbne munden for at stille 1000 spørgsmål uden at trække vejret, siger han til mig, at vi i de 3 uger laver helt specifikke øvelser for min hofte og ballemuskel. Og at vi kan nå langt på 3 uger ”… og så ser vi, om du starter stille og roligt op igen, Joan”
Jeg kørte derfra og var stadig helt paf. For jeg har jo masser af planer – jeg har lige fået et spændende løbeprogram af Jannick, og der er bare ikke ret lang tid til næste Halvmarathon, hvor jeg har en forventning om en bestemt tid… og hvis jeg skal nå den, jamen så skal jeg da slet ikke holde pause?!?
Men som altid havde Claus jo ret. For jeg skal jo holde pause – det kan jeg godt mærke.
Jeg kan godt mærke min krop trænger til det, men mit hoved er på ingen måde klar. I mit hoved fortsætter vi bare ud over stepperne med ninja-skoene fastspændt, blikket stift rettet mod mål og delmål, og bjerge der skal bestiges.
Men sandheden var, at jeg nok aldrig kom i mål, hvis jeg ikke lytter efter LIGE NU. Og lige nu… er faktisk det bedste tidspunkt. Lige nu er vi ikke for langt fremme i processen, lige nu er det med minimum af skader, der skal behandles, lige nu kan jeg måske ”nøjes” med tre ugers pause. Det er den slags fakta Claus er god til at servere for en lille utålmodig løbetrold som mig. Men det varer lidt tid inden logikken i mit hoved får stemt situationen af med følelserne i mit hjerte.
Jeg brugte lige en uges tid på at vænne mig til tanken, og fik da også spærret mig selv inde i min selvvalgte ”stuearrest”. Jeg trænede de meget specifikke øvelser som Claus lagde til mig i et program (jeg fik to – ellers keder jeg mig lidt for hurtigt) og så var det ind på cyklen i Sloth’et om eftermiddagen eller lave noget andet kardio-træning. Men jeg kæmpede stadig med følelsen om at det var et nederlag, at jeg skulle revidere min målsætning, og at jeg måske skal vente mere end 3 uger? Jeg fik rynker i panden og glemte helt at smile… men det er ikke sådan jeg vil leve. Jeg mener – hverken rynker i panden eller en mund der ligner en hønserøv passer lige ind i det, jeg har besluttet skal være mit liv
Det der pause-noget er altså slet ikke let for mig – og tænk lige, hvordan de professionelle så har det med en skade? Det kræver sin psyke …
De tre uger gik – og gik godt – og jeg skulle til at løbe igen. Den første uge kunne jeg godt mærke, at jeg var bange for at komme af sted – for hvad nu hvis det stadig gør ondt? Hvad skal jeg være opmærksom på, og hvad er forskellen på ”ømt” – ”gør ondt” og ”smerte!” Og værst af alt – ville jeg være ærlig over for mig selv når jeg skulle vurdere forskellen? Jeg er ret god til at lyve på det punkt
Men det går faktisk ret godt – heldigvis – så nu er jeg oppe og løbe fuldt program igen. Og fortsætter med mine meget specifikke øvelser for hoften – for den er stadig øm når jeg løber. Mit program er ca. 40 km om ugen fordelt på 4-5 dage… ikke i noget højt tempo, og det er heller ikke meningen, det handler bare om at jeg skal se og få nogle kilometer i benene inden min næste Halvmarathon over Odins Bro her den 25.6. Og her har jeg ingen forventning om tid – dog vil jeg meget gerne stadig kunne ligge på omkring 2 timer. Arh – det er heller ikke sandt, hvis den ryger over 1:59:59 tror jeg nok jeg er lidt utilfreds. Men det holder vi bare mellem dig og mig, ikk’?
Og det bedste der er sket de sidste 1½ måned er faktisk, at smilet på magisk vis er tilbage sammen med de røde kinder og det drivvåde løbetøj. Fantastisk!!
Ses vi til OdinsBro-løbet? Der er både 10 km og 21 – vi kunne jo samles bagefter og dele en kop… vand?
Kh Joan
Løbstest med Line
I forlængelse af min bodyscreening inviterede Line mig på en sjov ting – en lille løbstest, for vi skal se, hvordan min løbestil er, og hvordan kan vi gøre mere for at afhjælpe min småskavanker. For det synes jeg nemlig selv det er – bare småskavanker.
Jeg snører skoene, fyrer op under løbebåndet og er klar til at give den MAX GAS! som Sgt. K ville have sagt det… Line griner og siger ”Joan, du skal jo nok varme lidt op først!”. Så jeg finder den lidt ukendte indstilling på løbebåndet ”Tempo – rask gang”, og så står jeg dér og keder mig de næste 5 min.
Line kommer tilbage og jeg får lov til at løbe i et roligt og komfortabelt tempo. Hun har også en iPad i hånden, som hun stiller op, så den filmer mig. Ikke bare mig som sådan – men helt specifikt zoomet ind fra min lille røvfuld ned til mine Ninja-sko. Og så skal der bare løbes… Argh!! Jeg er nu ikke helt vild med det der filmeri fra den vinkel! Jeg mener – for så bliver jeg jo nødt til at se realiteterne i øjnene lidt senere, det er oftest det man gør med film. Tror ikke der er nogen kvinder, der synes den slags er sjovt. Men det bliver vi nok nødt til hvis jeg vil vide mere…
Hmmm. Efter nogle minutter slukker Line iPad’en og beder mig skrue op for tempoet – og så får jeg lige 15 minutter med go’ musik i ørerne og en visuel løbetur hvorhen jeg har lyst. Jeg bestemmer helt selv – tror vi skal til stranden i dag Og så tænder hun for den lille satan igen – for vi skal også have en fornemmelse af hvad der sker, når min krop er varm, der hvor mine svagheder vil vise sig.
Done! Line og jeg kigger på vores filmklip, som hun kører i en helt forfærdelig serie slow motion frekvenser. Spoler lidt tilbage og køre den igen, vi kigger på hofte, knæ, fodstilling, hvordan lander jeg på hælen og ruller frem på fødderne? Sætter jeg rigtigt af på underlaget? Så kommer analysen, resultatet, dommen og virkeligheden susende pakket ind i Lines charmerende norske accent:
Du har en fin fodstilling, men du lander tungt på hælen.
Du må gerne løfte fødderne lidt højere, Joan, det ville give dig et bedre afsæt.
Dine sko ser ud til at være gode, men næste gang du køber sko, skal du overveje at…
Din hofte falder lidt ud, når du lander på foden. Det er derfor du har ondt.
Og det påvirker dig hele vejen ned af ydersiden på dit lår, og gør, at du er ustabil omkring knæene…
Det tyder på, at vi skal træne lidt mere styrke ind i dine gluteus medius, så skal du have nogle øvelser for stabilisering af din hofte, ballemuskler og knæ…
Du har ingen alvorlige skader – men hvis du vil løbe langt på den sunde måde, så skal du tage det her alvorligt. Du skal have lidt struktur ind omkring dit løb og der skal tages hensyn til dine svage punkter… også selvom du synes det er træls.
Jeg stirrer igen på den der film som kører konstant, for hvordan kan hun se det? Jeg kan kun se, at mine små korte ben løber alt hvad de kan på et løbebånd som ikke flytter sig. Og det eneste jeg kan tænke er:
”Ser min røv virkelig sådan ud når jeg løber?!?”
Body screening
Claus mente, at vi blev nødt til at tage et øjebliksbillede af min krops tilstand, inden jeg lagde for hårdt ud med træning og løb – og ja ja, det kan vi da godt? Selv synes jeg nu at jeg var i fin fysisk form… som i jeg har da ALDRIG NOGEN SINDE været så godt gående som lige nu… eller… måske nærmere løbende
Men Claus er jo eksperten, og på en eller anden irriterende måde har han altid ret. Så det gjorde vi.
Vi startede en tirsdag morgen med 4 øvelser fra helvede – dem, han kører ud fra temaet:
Smerte – dø – genopstå!
Hvor lang tid kan jeg ligge i en planke? Det siger noget om hvor stærk min core er.
Hvor mange lounges kan jeg lave med 10 kg i hver hånd? Det viser min råstyrke i lårmuskulaturen.
Mountainclimbers – de simulerer belastning i den vinkel, jeg vil komme ud for
En konditionstest – uha, julen havde sat sine spor, og jeg kunne da blive i bedre form!
Under hele timen holder Claus et stift blik rettet på alt fra mine hofter og ned efter, både fra siden, forfra og bagfra… jeg mener, i en alder af 45 blev jeg da en smule stolt Lige ind til han siger noget så kedeligt som ”Joan, det virker som om du er en smule låst i hoften. Dine knæ drejer lidt indad, og det kommer til at give dig problemer når du skal løbe. Du er virker ustabil… Har du ondt nogen steder efter en løbetur?” Nu er du jo træls Claus… for du har ret igen. Altså – undtagen i det her med at jeg er ustabil! Der har hele tiden siddet en lille ”hilsen” i hoften, når jeg har løbet en længere tur, men det kan Kasper så på helt magisk vis massere væk. Det har da virket fint indtil nu…
Jeg får en tid til bodyscreening hos Line, som også er uddannet fysioterapeut og akupunktør, og jeg kan godt mærke, at jeg er kommet i kyndige hænder. Line finder et skema med en krop frem og forklarer med sin søde norske accent, at fordi det handler om løb, vil hun kortlægge min krop fra hoften og ned. Og så går hun i gang…
Alt hvad der kan bøjes, strækkes og presses i underlige vinkler i stående og liggende stilling bliver testet af og trykket på. Alle de steder, hvor der kommer en lidt overrasket og måske øm lyd ud af min mund bliver tegnet ind på skemaet, og notater skrevet ned. Triggerpoints bliver undersøgt en ekstra gang, og vi taler om at der er forskel på om noget er ømt, gør ondt eller er direkte smertefulde. At nogle gange er det smart at stoppe et løb i tide, og at skader kan tage længere tid at komme af med hvis jeg ikke lytter til min krop. At indrømme, at det gør ondt, er slet ikke det samme som at være pivet… Hvorfor siger hun det til mig?
Grundig og omhyggelig er de to ord jeg forbinder med Lines undersøgelse. Både den fysiske del, og det hun har lyttet sig til mens vi snakker om alt mulig andet.
Til sidst kommer hun med en opsummering af min undervogn… Jeg er en anelse slidt i højre side.
Mit bækken er delvist låst, der er nedsat stabilitet i hoften, mit knæ falder ind og det påvirker mit skinneben og helt ned under foden. Jeg føler mig helt gammel – og slet ikke som nogen lille lækker rapand længere. Det hele stammer fra gluteus medius og minimus, som ikke er stærk nok i forhold til resten – og det er godt nok underligt, for lige præcis på det punkt er min mand nu ret godt tilfreds
Men ellers er styrken i min krop helt i top. Gode stærke muskler, vi skal bare lige arbejde med de her småting, og inden vi er færdige, har Line vist mig nogle øvelser jeg selv kan lave, og understreger vigtigheden af at strække ud… for de der foamruller ligger der rent faktisk fordi vi må bruge dem!
Vi ses,
Joan
Hvordan kommer du fra at have et ønske, til at føre det ud i livet?
Det spørgsmål får jeg tit… Hvordan gør man?
Og det ville være så let at svare med ”jo, ser du – først omformulerer du drømmen til noget konkret, så definerer du et hovedmål, og op til flere delmål for at nå derhen. Så får du styr på fakta om emnet, krav til udstyr, tid og økonomi. Så kører du et realitetstjek på planen. Og hvis den holder – SÆT I VÆRK!
Der er da nemt nok…? Sådan vil BS Christiansen og tusindvis af andre, der er lykkes med noget, fortælle dig det skal gøres. De har skrevet en bog – ofte rigtig gode bøger – og har solgt den til sådan nogen som mig. Og de har helt ret. Det ER sådan man realiserer en drøm.
Men problemet er bare, at når mennesker som jeg læser den slags, så sker der et eller andet i mit hoved når jeg kommer til det punkt med at gøre min drøm konkret og målbar. For det er ret svært – hvordan ”klemmer” man luftkasteller og pigedrømme ind i et excelark? Nogen gange er jeg nået så langt som at sætte mål og delmål, og hører så kun mågeskrig og bølgeskvulp, når jeg skal læse op på emnet. For det med at begrave næsen i fakta-bøger og vandre ind udstyrshelvede med dankortet blottet, det har aldrig rigtig været en del af min lille lyserøde drøm, vel? Og så kommer den værste: Realitetstjek. Uha – den er grim! Så tæt på at kunne smage drømmen… hvis det ikke lige var fordi den krævede, at børnene blev selvfodrende og at deltidsjobs til 100.000 om måneden bare hang på træerne – værsgo og vælg
Et eller andet sted i processen endte jeg med at gå tilbage til at varme mig lidt ved tanken, læse endnu en bog om andre, det er lykkes for. Ikke med forventning om, at den skulle inspirere mig til at gøre det samme, men bare fordi det var god underholdning. Det kaldes realitetstjek af mig selv på den hudløst ærlige måde…
Men prøv lige at tænke over det… Det er jo simpelt hen for trist!!
Hvis du kigger ud i verden, vil du se, at vi er så veluddannede, privilegerede og rigtig meget andet, at vores evindelige undskyldninger for selv de mindste ting er en hån mod dem, der er født med udsigt til absolut intet. Ingenting overhovedet! Lige som deres forældre blev det, og deres børn vil blive det en dag.
Jeg har set det i Indien og i Zambia, og er rejst hjem med røde kinder… Jeg erkender, at jeg ikke kan redde verden fra sult og nød, men jeg kan lægge bøgerne på hylden og GØRE noget for mig selv. Holde op med at klynke. For jeg er så privilegeret, at jeg er født med muligheden for det.
Min gamle drøm om at trekke i Himalaya havde jeg da for længst glemt alt om igen. Som jeg tidligere har skrevet, druknede den i små børn, overarbejde og kvartalshilsner fra Nykredit – den svandt stille ind til der hvor den startede… i en lidt slidt udgave af National Geografic fra 2003, som har ligget et eller andet sted på mit natbord lige siden. I denne udgave er emnet en hyldest til Sir Edmund Hillary i anledningen af 50 års jubilæet for at han som den første besteg Mount Everest.
Det var vildt. Og det var spændende. Et løfte om ultimativt… ALT!!! Jeg var godt klar over, at jeg hverken havde flere hundrede tusinde eller fingre og tæer i overskud, som kunne ofres på projektet, men at trekke i højderne, det burde da kunne lade sig gøre? Det kan det nu.
Så i julen satte jeg mig ned – sammen med Claus Sloth – og kørte punkterne fra indledningen slavisk igennem for mit næste mål:
Claus kigger på mig og siger: ”Så skal du jo nok være ret god til at løbe..?” Ja, men det synes jeg nu også jeg er. Jeg kommer da med hele to Halvmarathon i baggagen… Claus smiler til mig på den dér helt bestemte måde, og så ved jeg, at lige om lidt serverer han den brutale sandhed med vandtætte argumenter og kærlig coaching til. Ganske rigtigt – han siger sådan en Big Daddy ting som ”Joan… i det her tilfælde giver to halve jo ikke en hel. Og slet ikke NED ad bakke… I 5.400 meters højde ned af et bjerg. Dine to Halvmarathon er flot, og du er kommet langt, men det svarer i virkeligheden til at du lige har lært at kravle. Ikke andet.” Nårh… ja, det er nok rigtigt.
Teste min form af for svagheder/skader i kuperet terræn.
Tid – max 1:50 – under forhold, der kan blive en udfordring for væskebalancen og dermed viljen.
Løbet starter kl. 14.00, og hvis vi rammer en dag med høj sol, skvatter folk om i varmen og af mangel på væske.
Vandretur i Mount Blanc eller Rebild Bakker
Første gang jeg løber en HEL Marathon. Et mål for tid sættes senere.
Jeg har ingen forventninger til tiden… men det skal helst uden varige mén
Men det er jeg indstillet på, og vi har en plan for hvordan jeg skal arbejde med det…
Hvad er din drøm?
Hvad er din drøm?
Vi går alle rundt og drømmer om noget, tænker ”hvis nu bare jeg tabte 15 kg, så…” eller ”det kunne være vildt, hvis jeg løb en Marathon fordi…” Det er sådan nogle drømme man næsten ikke tør sige højt, for det lyder temmelig urealistisk når ordene kommer ud af munden på dig. Og man kan se i sine venners ansigt, at de kender dig og din rygrad for godt, for de kvitterer med et sødt smil, og skifter emne…
Jeg har selv prøvet det. I gamle dage – når jeg søndag aften sagde det højt ”I morgen starter jeg på slankekur!!” kunne jeg godt selv høre, at det lød lige så sandsynligt, som hvis jeg havde sagt ”På lørdag vinder jeg 12 millioner i Lotto” Og selvom jeg lå der på sofaen og mente hvert et ord, så kom mandag morgen bragende ind i virkeligheden med vækkeur, deadlines og madpakker, og så blev det ikke til en skid. Igen. Til sidst holder man op med at sige det højt, men tænker det bare inde i sig selv, og ret hurtigt efter holder man op med at tro på det. Og så bliver det lige præcis til det… Ikke en skid!!
Vi er blevet præsenteret for de syv nye profiler, som Claus har startet op med Projekt Fit. De har hver især sine udfordringer med i baggagen, en hverdag der skal hænge sammen og et mål, en drøm, som de gerne vil gøre til virkelighed. Og fælles for dem alle er, at det er en ”ting” de har båret på i længere tid, og ved at sige det højt, TRO PÅ DET og være villig til at ofre ”noget”, er de nu i gang med at få det til at ske.
Personligt sidder jeg og glæder mig over det – faktisk så meget, at storetæerne stritter i løbeskoene – for hvor bliver det fedt, når det ikke kun er Jesper Becker og jeg som kan stå og råbe ud til andre: ”Jo for fanden – du kan sgu’ godt!” Snart er vi ni
Hånden på hjertet, hvor tit har du det sådan? En gang om året, af og til… eller mere end det?
Hvis du i gennem længere tid har det samme ønske om at gøre noget helt specielt, er det måske i virkeligheden meningen, at du skal gennemføre det. Kald det skæbnen, karma eller bare at skrabe den sidste rest af vilje sammen… For måske er det lige nu, du skal overraske alle andre (og allermest dig selv) ved at føre det ud i livet.
Og det hele starter med, at du selv tror på det…
Du kan også nå dine mål.
Vi tilbyder vores pakkeløsninger som individuelle og fælles forløb med en varighed fra 8 uger og op til 16 uger med personlig træning fra 2 x om ugen til 4 x om ugen.