Om Mig

Jeg hedder Irene Aggedam. Jeg er 36 år og gift med min dejlige mand Heino på 40 år. Jeg har lige født vores 3. barn den 7. februar 2016, dvs. vi har Mathias på 8 år, Cecilia på 5 år og nu også lille Johanna på 0 år. Projekt Fit bliver det bedste, jeg længe har gjort for mig selv. Motion var en gang en helt naturlig energikilde i min hverdag på niveau med mad og søvn, men børn, renovering af hus og en karrierestart kostede på motionskontoen. Grundformen røg og blev erstattet af lys chokolade og tæppe på sofaen. NU SKAL DET VÆRE… Projekt Fit giver mig det spark i r…. jeg har ventet på, og jeg er topmotiveret til at finde glæden og overskuddet til at dyrke motion igen.

Jeg tror, mange kvinder med børnefamilie har det som mig og kan genkende udfordringen i at få integreret motion i en hverdag, hvor buen er spændt hårdt med børn, skole, daginstitution, fritidsaktiviteter, sygedage, fuldtidsarbejde og tid til parforhold; ja, det man vel kalder for den moderne kvindes klassiske hverdag. Jeg tror heller ikke, at det er ny viden for mine medsøstre, at vi gør os selv en bjørnetjeneste ved at blive liggende på sofaen og paradoksalt nok droppe motionen, fordi vi er trætte og ikke orker. Det er bare så vanvittigt svært, når man er vågnet tre gange om natten for at skifte ble, amme, trøste et barn med mareridt eller tørre bræk op, har fræset rundt som en skoldet skid om morgenen for at få alle klar med gymnastiktøj, madpakker og gækkebrev til børnehaven. Videre på arbejde for at være seriøs, faglig, sjov, innovativ og udviklende. Hjem om eftermiddagen for at hente unger, køre/hente til legeaftale, lektier, gymnastik, håndbold, violin og svømning. Ungerne i bad og i seng, så arbejde lidt mere, inden man lige når at se et af de der kl.20-programmer med det ene øje åbent, mens det andet øje har kvitteret for dagens indsats. Til sidst ”mander” man sig op til at give sin mand et kys og drømmer sig tilbage til den tid, hvor man havde nået at være i bad, barbere ben og smøre sig ind i lækker creme for at forføre ham. Og medsøstre, lad os bare være ærlige, dette afsnit kunne være dobbelt så langt – hvis ikke længere – med argumenter (reelle nok), der suger energien og lysten fra os til at dyrke motion. Men vi vil jo ikke være alt det kaos foruden alligevel, og midt i alle de hverdagskrav, så skylder vi os selv at ældes med ynde. Det gør vi sgu!

Nu har jeg fået en enestående chance for at følge Claus Sloths træningsprogram, og så skal jeg give gas i 12 uger, og det bliver fedt at gense, det der minder om en flad mave og fast røv igen. Jeg kan ikke løbe fra, at jeg nu er 36 somre og har født tre børn, men inden min 37 års fødselsdag til juni vil Projekt Fit have kickstartet og hjulpet mig med at ændre på mine kost- og motionsvaner, så jeg får lagt en plan for, hvordan motion bliver en del af min hverdag, inden jeg starter på arbejde igen. Jeg glæder mig helt vildt!

Før-/efterbilleder

Regnskabet

Alle målinger er foretaget på Tanita MC-780

 ArmstrækkereKonditest – 500m roningPlankeWall Sit Test
08/07/201625 stk.1 min. 50 sek.3 min. 2 sek.4 min.
31/03/20165 stk.2 min. 5 sek.2 min.3 min.
 ÅrgangHøjde cm.Vægt kg.Fedt %Muskler kg.Bodyage alderTaljemål cm.Benmål Cm.Armmål Cm.Hoftemål Cm.Brystmål Cm.Øvre taljemål Cm.
08.07.201619791756119.646.622715224.5928775
09.06.201619791756220.947.121735324918778
26.05.201619791756421.44821775425948778
28.04.201619791756524.546.723795525978977
14.04.20161979175672746.528865626989181
31.03.201619791756929.446.2338957261019283

Resultatet

Blog

Søvndrukken mo(r)tionist

oktober 2nd, 2016|

20.05, 21.15, 22.14, 23.03: ”Waaaa”, defekt vækkeur aka baby vil ha´ sut. Handling: Sut i babymund, baby guffer sut, baby sover videre. 01.15: ”DADADA… DADADAAAA”, defekt vækkeur aka baby tror, det er morgen. Handling: baby roder rundt, baby får noget at spise, sut i babymund, baby guffer sut, baby sover videre. 5.15: ”DADADA… DADADAAAA”, defekt vækkeur aka baby tror, det er morgen. Handling: baby roder rundt, sut i babymund, baby guffer sut, baby sover videre. 6.50: ”Riiing riiiing” frejdig vækkeursringetone aka Iphone6 slår alarm. Handling: mor i huset sover videre! 7.15: ”God morgen smukke, Mathias og jeg kører nu. Cecilia spiser morgenmad, Johanna har fået ren ble”, køreklar vækkeur aka far i huset skal på arbejde og forsøger at sparke mor i huset ud af sengen. Handling: mor i huset tumler ned ad trappen og får sat et par hjerneceller sammen og tænker ”kaffe, kaffe, kaaaffe”.

Det er min start på 9 ud af 10 morgener. Havde jeg ikke haft en overskøn nabo til at holde og vente i en varm bil kl. 5.45, var jeg aldrig kommet af sted til morgentræning ved Claussloth.dk. Ej heller til aftentræning, for der har jeg også bare lyst til at falde om i et par bløde puder i sofaen. Motionsaftaler med andre er pt. ESSENTIELLE for mig, ellers får jeg ikke stukket mine søvnige ben i et par træningstights. Jeg ønsker for alle, jeg kender, at de har naboer som os; en nabo-bedste, som forkæler vores børn med lækre hjemmelavede strikponchoer, huer og handsker. En nabo som rydder hele vejen for sne, så vi andre ikke skal tænke over det om vinteren. En nabo, som har valgt at føde sit barn samme dag som mig (bare 5 timer før) og som er fuldstændig med, når jeg taler om natteroderi og ammehjerne. En nabo, vi med stor fornøjelse spiser aftensmad sammen med, som har børn på alder med vores, og som jeg nu (heldigvis også) har motionsaftaler med. For jeg er lige ved at miste grebet om den fine, gode vane, jeg har opbygget hele foråret og det meste af sommeren. Jeg kan mærke, de mørke aftener og morgener komme snigende og med det vinterhumøret, som hellere vil tænde lys i kubusen og putte mig under slumretæppet med ALT for damerne og chokoladen. Det er nu, jeg skal holde fast! Jeg skal ikke i gang med Projekt Fit og hård kostplan og træning, men jeg skal dælen dulme heller ikke slumretæppet!

Hånden på hjertet, så ønsker jeg mig mere træning end det, jeg har lavet de sidste 4 uger, og den følelse vil jeg nok have de næste mange år, mens børnene er små. ”Men hey, Irene, din mo(r)tionsindsats er ok. Det er ikke slumretæppe, ej heller fuld skrue (den tid skal nok komme igen). Du træner et par faste gange om ugen til gavn for dig, din krop og dit velvære, så du kan holde crazy nætter og mange mærkværdige løft med baby ud.”

Tommel op, som de siger i marketing

At fastholde motion i en leverpostejshverdag

september 5th, 2016|

Projekt Fit var fedt! Jeg ønsker alle de mere end 700 ansøgere, der har ansøgt til efterårets Projekt Fit, held og lykke med at blive de heldige udvalgte. Det bliver SÅ sjovt (og hårdt) – nyd det! Efter kropsholdning blev til kontorholdning og med tre graviditeter var Projekt Fit den perfekte kickstart for mig. Med hjælp og støtte fra Claus Sloth fik jeg gang i træningen. Jeg fik fokus på vigtigheden af ikke kun at passe på mine børns motions- og kostvaner, men også at pleje min egen krop og stille krav til mig selv om at motionere og være bevidst om, hvad jeg propper i munden. Men hvad gør jeg så herfra?

En meget lang sommerferie uden ret meget træning og fokus på sund kost giver mig betænkeligheder ved, hvordan jeg mon fastholder den gode kost- og motionsrytme i en leverpostejshverdag. Mit mål er ikke at holde den ambitiøse linje fra Projekt Fit, det kan man gøre for en periode, men jeg skal heller ikke tilbage til før projektet, hvor der røg alt for meget sukker i mavesækken, og hvor det kun blev til en yogatime en gang om ugen, og den time var mere rettet mod at få ro i hovedet end at få pulsen op.

Jeg er ret dårlig til at motionere uden at have et konkret mål at sigte efter. Jeg er vist ikke alene om at have det sådan, og det er ganske givet også en af grundene til at halv-Marathon, Marathon og triatlon har kronede dage. Nu vil jeg prøve at integrere motionen i min hverdag uden at have andet mål med den end, at den skal give mig mere energi og livsglæde i en travl hverdag. Utroligt at jeg samtidig med, jeg taster denne sætning tænker; ”Det burde da også være alt andet end rigeligt”. Men som sagt er det nemmere tænkt og skrevet end gjort.

Claus Sloth står bag mig. Han er med på, at vi bygger broen mellem familiehverdag og motion, mens vi går på den. Den konkrete plan er nu, at jeg fast skal træne ved Claus Sloth hver mandag med personlig træner samt selvtræning hver anden onsdag formiddag (mens jeg stadig har barsel) og hver anden torsdag aften. Derudover vil jeg løbe en tur på ca. 4-9 km om ugen. Med denne plan får jeg sammenlagt de tre træningsgange om ugen, som er den generelle anbefaling. Derudover vil jeg krydre hverdagen med små sjove motionsaktiviteter med familien, som f.eks. de family-lunges, jeg denne gang vedhæfter bloggen, og som jeg hyggede mig med at lave sammen med min søn.

Uge 12-13: Mod nye mål…

juli 3rd, 2016|

Det er aldrig til at vide, hvornår man møder ”muren” på vejen mod de mål, man har sat sig. For mit vedkommende skete det meget tæt på målstregen. ”Muren” ramte mig både mentalt og fysisk i uge 12; Mentalt, fordi Projekt Fit har fyldt mere i min hverdag, end jeg lige havde planlagt, og fordi mit reelle mål i Projekt Fit blev opfyldt for 14 dage siden, hvor jeg blev præsenteret for mine 16 cm mindre om taljen, 11 cm mindre hoften og et fald i fedtprocent fra 29,4 – 20,9. Det gav mig en smule præstationsangst. Hvad mere kunne jeg nå at udrette de sidste 14 dage af Projekt Fit, som kunne overgå disse fine resultater? Nu skulle jeg jo ikke tabe mig mere, og jeg var kommet i fin form. Det kostede på motivationsfronten, og det i sig selv påvirkede min moral angående kostplanen og min fysiske formåen i ugerne efter. Jeg synes ikke, jeg har formået at give maximal gas til de seneste træninger ved Claus Sloth. Der har også været dage, hvor jeg har været nødt til at tage mindre kilo på og stoppe før tid.

Når den mentale del begynder at vakle, kan jeg for alvor mærke udfordringerne. Trods småbørnsproblematikker, søvnunderskud og travle hverdage har motivationen og min målrettede indstilling til Projekt Fit i den grad været dét, der har ført mig igennem forløbet. Puha, hvad gør man, når trætheden og modløsheden melder sig i et træningsforløb?

Jeg deler altid mine tanker med Claus og Mya, og deres svar på ovenstående er såre simpelt og logisk og gnaver ikke desto mindre i mit stolte og ærekære sind. Jo, siger de. Du accepterer det! Du accepterer, at kroppen fortæller dig, at du skal slappe af og restituere for en stund. Det betyder ikke, at du skal stoppe helt med at træne, hvilket er en fælde, mange hurtigt kan falde i. Det betyder blot, at man ikke kan køre på max hele tiden. At man skal give sig selv lov til at drosle lidt ned i perioder for at genfinde glæden ved den sport og motion, man dyrker. Motionen må IKKE blive en byrde i hverdagen, dem har vi nok af. Motionen skal være et frirum, og dér hvor vi tanker ny energi op. Den må ikke blive vores fjende, men ven. For som vi alle kan læse i diverse blade og aviser, så påvirker motion vores sundhed ved at nedsætte risikoen for livsstilssygdomme, og motion påvirker vores kognitive præstationer positivt, men det kræver et mentalt frirum, hvor fokus kan være på motionen. Hvis det ikke er muligt, er det bedre at udskyde træningen for en stund for at vende fokuseret tilbage, selvom det kan være svært at acceptere, når man nu endelig har fået hevet sig selv op af sofaen.

Uge 13 blev bedre. Ikke mindst fordi jeg på min 37 års fødselsdag vågnede til morgensang af mine to store børn, der i gave gav mig to glas hjemmelavet marmelade, en halskæde med et ”diskret” vedhæng (se billede) samt en række bogstaver af perler, der, når jeg satte dem sammen, gav sætningen ”Du er verdens bedste mor”. Det fås bare ikke bedre!
Lidt senere samme dag tog jeg til træning og lavede 3 x burpees med 10 kg wreck bag (Video) og min famøse balleøvelse på TG-maskinen (Video), hvor jeg kilomæssigt nu er steget fra 35 kg i april til 75 kg.

Gaver fra børn er det bedste 🙂

På fredag slutter mit forløb i Projekt Fit. Så skal jeg vejes for sidste gang, og jeg skal testes i planke, wall sit, armstrækkere og romaskinen. Mit mål er at nyde denne uges sidste træninger og afslutte projektet bedst muligt. Det vil jeg virkelig gerne for derefter at gå på en dejlig sommerferie. Det trænger jeg til nu. Ud over alle de dejlige og veltilrettelagte træningstimer, omlægning af kost og en særlig oplevelse ved at være med i Projekt Fit har jeg også på egen krop igen erfaret, at træning er hårdt og kræver planlægning, og ikke mindst at det kræver en klar målsætning for at kunne stå distancen i de hårde perioder, hvor hverdagen presser sig på.

Ville jeg være klar til at kaste mig ud i et lignende projekt? JA! – for trods udstillende blogs og en medfølgende form for bevågenhed har det været mega skægt og MEGET givtigt, og når jeg har tanket ny energi i sommerferien, er det igen tid til at sætte nye mål for min fitness. Jeg havde helt glemt, hvor meget jeg nyder at være i form. Den følelse vil jeg ikke miste igen!

Følelsen efter en træning er virkelig lækker 🙂

Uge 11: Rocky-week

juni 20th, 2016|

…“Rising up, back on the street. Did my time, took my chances. Went the distance, now I’m back on my feet. Just a man and his will to survive”…

Rockys “Eye of the tiger” kører for fulde hammer i mit hoved. Jeg står i Claus Sloths Boot Camp holdsal med sorte boksehandsker på. Det venstre ben er let bøjet og placeret foran det højre. Mine hænder er foran ansigtet, som var det en rigtig boksekamp, og jeg Sylvester Stallone, der med benhånd træning nu stod foran den frygtindgydende verdensmester, Apollo Creed, som titelindehaver og klar til at erobre mesterskabet i sværvægtsboksning; ”Baam, gummiarm, baam” – Jeg synes egentlig min højre arm gør et godkendt stykke arbejde, når den rammer den boksepude, Mya har på håndledet, men min venstre er slatten som en våd søndagsavis og ødelægger fuldstændig den film, der kører i mit hoved. De burpees, der efterfølgende skal laves på knoerne, gør ingen gavn for de tre bokseslag, jeg med al min kraft ”fyrer” af sted mod boksepuden.

Trods det, at Apollp Creed med højre arm på ryggen kan ”spise” mine bokseslag til morgenmad, så mærker jeg tydeligt, at jeg er ved at komme i bedre form. Jeg ville have kastet op af ovenstående øvelser, hvis jeg var blevet præsenteret for dem i uge 1 eller 2 – for slet ikke at glemme de to orange cross-fit-tove, som jeg har givet en omgang på filmen, der er uploadet på Facebook i ugens løb. Til samme træning bliver jeg også iført en sort vest, som jeg skal løbe en runde med ude på parkeringspladsen. Vesten vejer 8 kg. Det er stort set dét, jeg har tabt i forløbet med Projekt Fit – vildt at tænke på!

Torsdagens Rocky-træning kan mærkes om fredagen, hvor jeg har ugens sidste træning. Jeg møder den altid smilende Mya, og det er, som om hun har glemt, hvad hun har udsat mig for 24 timer tidligere, for der bliver igen kørt på med et hårdt program. Denne gang i maskinerne. Jeg har virkelig været øm i weekenden. Men men men, jeg slog min armstræk-rekord i fredags. Nu kan jeg tage 15 armstrækkere. Jeg synes, det har set sort ud med målet om 25 styk, men nu begynder jeg at tænke, at det måske alligevel er muligt at nå dem inden forløbet er ovre.

20 armstrækkere SKAL det i hvert fald blive til! Det vil helt sikkert hjælpe mig at have Rocky-omkvædet kørende, omkvædet vi alle elsker at synge med på, når vi dyrker motion, og som får os til at give den en ekstra skalle. Giv max gaaas:

It’s the eye of the tiger
It’s the thrill of the fight
Rising up to the challenge of our rival
And the last known survivor
Stalks his prey in the night
And he’s watching us all with the eye of the tiger

Uge 10: Så kom belønningen…

juni 13th, 2016|

Nu ses resultaterne af mit hårde arbejde for alvor i Projekt Fit:
⦁ 16 cm mindre omkring taljen,
⦁ 11 cm mindre omkring hoften, og
⦁ En fedtprocent, der er faldet fra 29,4 % – 20,9.

Det er dælme lækkert! Jeg er virkelig glad, og jeg synes, det er ret vildt, hvad der kan ske på så få uger, hvis man beslutter sig for at træne fokuseret i 3 x 55 minutter om ugen og derudover følger en fornuftig kostplan. Ovenstående tal er bedre, end hvad jeg turde håbe på, og så har jeg endda et par uger tilbage, hvor jeg kan nå at forbedre mine trænings- og kondital.
Den gode nyhed om min fysiske fremgang annoncerede Claus Sloth på Facebook i denne uge, og jeg må bare sige, at jeg BLIVER SÅ GLAD, når I giver mig et ”like”, skriver en kommentar og bakker mig op med de utallige emojies, der findes:

Jeg elsker dem hver og en, og selvom det bare er en hyped tegning, så gør de mig altså glad!

Når jeg sådan ser mig selv på en video cykle i en mobilefit og lave kibøvelser op til Vor Herre, kan jeg godt tænke ”Det ser sgu ret idyllisk ud”; tre børn, overskud til at koge broccoli og lave sunde madretter, træne tre gange om ugen og nu mere fit, end jeg har været de sidste 8-10 år. Men der er naturligvis også malurt i bægeret. Projekt Fit fjerner ikke trodsige unger, natteroderi, syge børn, søskendeskænderi, travle hverdage eller for den sags skyld den putterutine jeg i skrivende stund forgæves forsøger at få til at virke, og som pt. har varet fra kl.19-22.30 de sidste 4 uger. Projekt Fit kan heller ikke bekæmpe min ammehjerne, der, bare for at nævne i flæng, har glemt bilnøgle på taget af vores bil i 3 timer i forbindelse med en tur i svømmehallen, ladet pusletaske overnatte på trailer ude ved vejen, talt til 5 medlemmer af Projekt Fit i stedet for 6 i forbindelse med køb af en barselsgave og lagt havregrynspakke i køleskabet efter en meget kort nat. Sådan skal det åbenbart være, når man har små børn, og kære medsøstre, jeg har ladet mig fortælle, at vi må bruge ammehjernen som undskyldning, indtil børnene er 5 år, så lad jer ikke narre, hvis nogen forsøger at overbevise jer om andet.

Nogle dage skal der bare bides i det sure æble. Når jeg har en af de dage, f.eks. hvor hele huset ligner Jerusalems ødelæggelse, og jeg blot kan sidde i sofaen og kigge på synet, fordi baby-Johanna kun vil være på arm, så er det for mig en befrielse, at jeg kan sige til mig selv: ”Ok, jeg fik da i det mindste trænet i går”. Jeg har helt ærligt haft mere overskud og energi i denne barsel end de foregående to. Det kan skyldes mange ting, men jeg tror selv på, at jeg har valgt den rigtige rækkefølge ved først at give mig selv et overskud. Det er lidt, som de skriver på de laminerede sikkerhedsinstruktioner ombord på fly; red dig selv først ved at sikre dig med iltmasken. Derefter kan du hjælpe dit barn eller andre passagerer.

De her bukser har jeg ikke kunne passe i 7 år – nice

Uge 9: Mya, min Mya

juni 7th, 2016|

Den lækre, danske, varme sommer trækker mig udendørs til hygge med ungerne i hængekøjen, gåture ved Odense Å og vandmelon på terrassen. Det gør mig mindre produktiv ved tastaturet, men ugens blog repræsenterer på ingen måde min indsats i Projekt Fit i ugens løb. Jeg har haft tre rigtig gode træninger og været super aktiv med masser af sved på panden. I uge 9 gik det for alvor op for mig, hvori kvaliteterne ved en personlig træner ligger. Onsdag var min personlige træner Mya Yrr Sveinrunardottir. Hvem der bare hed Mya Yrr Sveinrunardottir og i udtalelsen kunne rulle på r´et som islændinge nu kan, og som efter min mening slår det spanske ”rulle-r” – som jeg egentlig også er ret vild med – med flere længder.

[envira-gallery id=”5621″]

Mya er fantastisk. Hun er lige så stærk og smuk som Islands imponerende, spektakulære og vilde natur, og så er hun den bedste wing man, man kan få, når man vil i form og kæmper med sine 3 x squat eller bænkpres. Det vidner følgende samtale mellem Mya og mig om, som for frk. Sveinrunardottir sikkert er en helt almindelig dag på kontoret. Vi befinder os i 3. omgang af de 25 armstrækninger og mine arme er slatne som vådt wienerbrød. Jeg tager den første armstrækning og mærker, at jeg er nødt til at have en eksplicit aftale med Mya for at gennemføre:

Mig: Mya, jeg er død. Jeg er nødt til at lave en aftale med dig om de sidste armstrækninger.
Mya: Ok.
Mig: Jeg laver 5 på tæerne og 15 på knæene.
Mya: Nej.
Mig: Nej?
Mya: 10 på tæerne og 15 på knæene. Som i de andre runder.
Mig: Hva´?
Mya: Jo
Mig: Bicth
Mya: Hahaha, I don´t care. Er dit mål ikke at lave 25 på tæerne?
Mig: Jo.
Mya: Ok, så kører vi 10 på tæerne og 15 på knæene. Kom så…

Fy for den, hvor jeg hader, at jeg ikke bare kan lave en aftale og gøre gærdet lidt lavere, men den gik ikke. 23, 24, 25. Jeg klarede det. Ok, Mya, tak! Du er en engel. Du holdt fast og var irriterende på den gode måde, så jeg nåede de 25 armstrækninger og dermed et par stykker flere, end jeg havde lavet, hvis du ikke havde været der.

Uge 8: Kostplanen, jeg elsker at hade

maj 29th, 2016|

Jeg har ikke nævnt Claus Sloths kostplan ret meget i mine indlæg på trods af, at den har haft mindst lige så stor betydning som styrketræningen på vejen mod mere velvære og en lidt slankere linje. Årsagerne til det handler nok om flere ting. For det første har jeg altid haft et anstrengt forhold til kostplaner. Jeg har aldrig fulgt de mange diæter, man i dag kan finde på markedet, så som suppekur, juicekur, 5/2-kur, grønsagskur, nupo-kur, kød-kur og jeg-skal-komme-efter-dig-kur. ”Der er sgu ingen, som skal bestemme, hvad jeg skal spise”, har jeg tænkt med den overbevisning, at motion gør det ud for mit velvære og kompenserer for det ekstra kalorieindtag. Men kære medsøstre, jeg er ked af at sige det, men hvis vi skal tabe os, er kosten langt vigtigere end træningen. Går vi til lægen og vil have gode råd om vores overvægt, vil han til hver en tid give os svaret: ”Luk munden!”. Puha, den skinbarlige sandhed svier, for det er så sandt, at det næsten ikke er til at holde ud. Og vi kan ikke begynde at bilde os selv ind, at vi ikke kan huske svaret, for det er kun på to ord og med et lixtal som selv min 5 årige datter kan være med på. Motion er et glimrende og godt tiltag i kampen mod overflødige kilo, men langt fra nok.

Jeg har aldrig været rigtig overvægtig. Jeg har haft lidt ekstra til gården og gaden i nogle perioder, særligt de gravide, men sådan decideret overvægtig har jeg ikke prøvet at være. Jeg har heller aldrig haft akne- eller store bumseproblemer (udover de sædvanlige bumser, der altid kommer på de mest ubelejlige tidspunkter). Derfor har jeg heller aldrig haft de store incitamenter til at holde op med at spise jordbærtærte, chips, slik eller ekstra sovs og kartofler, der i øvrigt ikke har noget med akne at gøre, men det er jo det mest nærliggende at ændre, hvis huden er uren. Jeg spiste ret meget slik før ungerne kom ind i billedet, og den ”søde adfærd” trækker stadig spor ind i mit voksenliv efter kl. 19.30, når ungerne er lagt i seng, og man priser sig lykkelig for, at sofapuder findes i en 70×50 cm, så Marabou chokoladen kan gemmes godt, når bettepigen kommer listende ned af trappen og ikke kan sove.

Mit eget lille ræsonnement har været, at en løbetur eller en aerobictime altid lige kunne rette op på min sundhed. Jeg ved godt, det er absurd at konkludere, at fordi jeg ikke vejer 15 kg for meget, så har min krop godt af 17 forskellige E-numre og en god mængde sukker, men sådan har jeg levet i mange år. Derfor har der også været RIGTIG mange dage i Projekt Fit, hvor jeg har hadet kostplanen. Det har og er stadig vanvittig svært for mig at undgå de søde sager, og jeg taler tit med Claus Sloth om det. Han er ret god til ikke at dunke mig oven i hovedet med dårlig samvittighed, men snarere give mig motivation til at prøve igen. Og hey, selvfølgelig må vi æde en kage en imellem, og det vil jeg også blive med, men det er virkelig godt for mig og min krop at få arbejdet med sukkertrangen.

Til dem af jer som er interesseret i Claus Sloths kostplan, så er den enkel og bygger på sund fornuft. Du må spise lidt af det hele og i mit tilfælde lidt lækkert en gang om ugen. Og så virker den! I vores familie vil vi ikke ændre en hel masse, når Projekt Fit stopper, for vi spiser stadig god, velsmagende mad, men nu bare på en anden måde med færre af de hurtige kalorier som hvidt brød og pasta. Og så får vi MEGET mere grønt på tallerkenen, som giver velvære på en hel anden måde end løbeturen.

Uge 7: Bogstavleg

maj 23rd, 2016|

Note til mig selv: Jeg er mere Y end jeg troede, men kan ikke undvære X en gang imellem.
Ugens fysiske oplevelse: Hockeykamp med ungerne
Madoplevelse: Indbagte porrer i magert oksekød a la forloren hare

Ok, Irene. Nu skal du stå din prøve. Er du X- eller Y-menneske? Og nej, det har intet med A- og B-mennesker at gøre, og om hvorvidt vi er gode til at sove længe eller ej, men derimod om vores adfærd og selvmotivation. En hyggelig, rar mand ved navn Douglas McGregor opstillede i 1960´erne den såkaldte X- og Y-teori. Teorien opstiller to syn på mennesker; på den ene side menneskesyn X, der taler for, at vi er født dovne, uden ambitioner eller ønske om ansvar, og som derfor kræver, at vi får autoritær lederstil og gulerodsmetode. På den anden side menneskesyn Y, der taler for, at mennesker har selvdisciplin, er ansvarlige og kan udøve selvledelse, og at vi derfor kan motivere og lede os selv.

I min træningsuge nummer 7 har Claus Sloth holdt barsel, dvs. jeg har haft én træning med en personlig træner, Mya, der kommer fra Island, og som jeg træner med hver onsdag, og to træninger, som jeg selv skulle administrere. Jeg har læst stolpe op og stolpe ned om McGregor og Co. i organisationsfagene på universitetet, og uge 7 gav mig nu muligheden for at finde ud af, hvilket bogstav jeg reelt er. Jeg var lidt skræmt ved tanken mandag morgen, mest af alt fordi jeg har overbevist mig selv om, at mennesker naturligvis er Y-mennesker, der tager ansvar for sig selv. Det ville altså betyde, at jeg i uge 7 skulle træne lige så hårdt og koncentreret, som når jeg har en personlig træner ved min side. I har vel alle regnet ud, hvordan ugen gik?

Til mit eget forsvar vil jeg sige, at jeg er mere ”Y”, end jeg troede. Jeg har været af sted til træning tre gange i denne uge som planlagt, og jeg havde også sat snuden op efter en lille 4 km i løbet af søndagen, men den blev ved tanken, da weekenden blev fyldt op af musikafslutning, kagebagning, skattejagt og børnefødselsdag med 20 dejlige, livsbekræftende børn fra 2b.
Træningen pinsemandag blev således afholdt i motionslokalet på min mands arbejdsplads med alle ungerne samt et vennepar og deres unger. Jeg lægger godt ud på løbebåndet i højt tempo og sved på panden. Derefter går jeg lidt rundt og hilser pænt på lokalets maskiner og forsøger at genkalde mig nogle af de øvelser, jeg har lært hos Claus Sloth. Bevidst eller ubevidst, jeg ved det ikke rigtig selv, beslutter jeg mig hurtigt for at springe ud i nogle af mine gamle velkendte øvelser, mens maskinerne skuler til mig i baggrunden – Hvis øjne kunne dræbe, you know. Det bliver til en rygøvelse på bænken, nogle armstrækkere på gulvet (de er ikke velkendte, men jeg vil vildt gerne blive god til dem), og så lidt udstrækning på yogamåtten, da ældste afkom lykkeligvis stikker hovedet ind i rummet og spørger, om nogen er klar på en hockeykamp. Jeg melder mig lynhurtigt frivilligt og har en henkastet indre monolog med maskinerne om, at kvalitetstid med ens børn er vigtigere. Og så er der hockeykamp med to 5-årige, en 8-årig og en 9-årig. Yearh, jeg skal lige love for, at det får man også pulsen op af. Mandagstræningen indeholdt ikke styrketræning som normalt, men bestemt godkendt med god motion i hyggeligt samvær.

Onsdag stod dygtige Mya for min træning. Jeg kæmpede det bedste, jeg har lært, og kom fint igennem alle øvelserne, især fordi Mya var der til at fortælle mig, at nu skulle jeg gøre sådan og sådan. Jeg kan godt lide hendes kombination af styrke og puls, en form for cirkeltræning, der passer godt til mit temperament. Torsdag forsøgte jeg at lave programmet efter, men det blev alligevel ikke lige så hårdt. Jeg må bare konstatere (og det gælder vist de fleste mennesker), at jeg også er X, men at jeg dog trods alt har en del Y i mig. Vi er nok mere Y i nogen sammenhænge end andre. Jeg tror, jeg har et godkendt Y, når det gælder træning, men jeg skal have opdyrket det i kostsammenhæng, for der må jeg bare konstatere, at X´et tager over gang på gang. Det fortæller jeg mere om i næste uge.

Uge 6: Halvvejs og stadig på vej

maj 15th, 2016|

Ugens fysiske oplevelse: Høje sving med kettlebell, 16 kg (video)

På videoen ser det lettere ud end som så. Synet bedrager, det er som at give sit barn på 4 år 3×12 svingture i strakt arm – prøv dét, og du vil hurtigt finde ud af, at du også skal koncentrere dig forneden for ikke at komme til at slippe en lille vind.

Ugens madoplevelse: Havregrød med kanel – efter flere uger med yoghurt naturel og bær var det på tide at prøve noget andet.

Eksponeringen af mit motions- og kostprojekt ved Claus Sloth på facebook og hjemmeside har naturligt medført, at mange spørger til forløbet. Jeg er nu halvvejs, og jeg har ikke fortrudt et sekund at have ansøgt om deltagelse i Projekt Fit. Selvfølgelig er og har det ikke været en leg. Det kræver masser af planlægning, hjælp fra baglandet og struktur i hverdagen at nå det hele, og når man som os lige har fået en lille baby og derfor befinder sig på det hold, der skal være heldig at få 5 timers sammenhængende søvn, så er der selvfølgelig dage, hvor min mand og jeg ligner zombier og bare er trætte, trætte, træ… Men nu er det tredje gang, jeg prøver barselslivet, og derfor kan jeg uden at blinke fortælle, at jeg ikke er mere træt denne gang end de foregående to. Søvn er vigtigt, det viser forskning, og jeg skal helt sikkert også blive bedre til at sove, når baby sover i stedet for at lave nye aftaler, rydde op eller tjekke facebook. Omvendt vil jeg sige, at jeg denne gang helt naturligt har skåret ned på Go´ Morgen Danmark, Tv-serier, dameblade og den slags, som tidligere har fyldt mere end de 3 x 55 minutters træning hos Claus Sloth. Det bekræfter mig i, at vaner og rutiner findes i både gode og dårlige udgaver, og når trætheden melder sig, er det let at ty til sofaen, slikket, TV´et og slumretæppet, og hvis du alligevel ikke hopper under dynen, hvorfor så ikke dyrke noget motion og spise sundt?

Det var et tilfælde, at Projekt Fit bød sig til i starten af min barsel, og jeg var meget spændt på, om jeg var for tidligt ude med at komme i gang med at træne, men det har vist sig at fungere godt. Vigtigst af alt trives baby Johanna, som er blevet en mindre træningsenhed i sig selv, da hun nu vejer 7,2 kg på ren brystmælk og kun lige har rundet de 3 måneder. I barselslivet – ikke at forglemme familielivet med små børn – er det vigtigt at fokusere på de ting, der tanker én op og giver ny energi. Projekt Fit har størst fokus på sundhed, men træningen og kosten hos Claus Sloth har motiveret mig til at mærke efter min mentale og sociale sundhed også, og det smitter af på familielivet, hvilket er helt vidunderligt.

Vores generation har været vant til at dyrke masser af motion, og pludselig sidder vi der med slumretæppet og tænker: ”Hvordan fa´en endte vi med at blive så inaktive”. 3 x 55 minutters træning om ugen er meget for travle forældre, og jeg ville heller ikke kunne nå at få det passet ind med det fuldtidsjob, der venter rundt om hjørnet. Derfor har det været godt at kickstarte træningen i min barsel og få ændret mine kostvaner, inden jeg starter på arbejde igen.

Uge 5: Hvornår har du sidst foræret dig selv en legetime?

maj 10th, 2016|

Note til mig selv: Husk at lege og udfordre dig selv, også selvom du er +35
Ugens fysiske oplevelse: Plankeøvelse med rebstige
Ugens madoplevelse: Hvide asparges – det er sæson, skynd dig!!!

Jeg hænger i en slags rebstige med kroppen i 180 grader. Kondiskoene trykker mod muren, mit hoved vender op mod Vor Herre. Mine knoer og hænder er kridhvide og knuger om rebstigens håndtag. Jeg går et par skridt op ad muren, dernæst et par skridt ned, mens Claus Sloth tæller: ”1,2,3,4,5, kom så Irene”. Jeg føler, jeg rappeller på Eiffeltårnet som de der dødsforagtende unge mennesker, der klatrer på høje bygninger og kraner og lader sig dingle i én hånd eller står på hænder på tynde jernstænger 150 meter over jorden. Jeg er ret overrasket over mig selv, fordi mit hjerte banker, og fordi jeg stort set ikke koncentrerer mig om selve øvelsen, som reelt bare er en plankeøvelse. Jeg bruger mere energi på at tænke på, at jeg hænger her, at kondiskoene måske lige om lidt skrider, eller jeg mister grebet om rebstigens håndtag, og at jeg vil falde med hovedet først og for alvor slå mig.

Claus Sloth: ”Godt Irene, vi skal videre til næste øvelse”. Jeg slipper trykket mod muren med den ene fod og lader benet falde mod jorden. Min hjerne bliver igen opmærksom på, at jeg kun har befundet mig en meter over jorden. Én meter! Jeg står midt i et træningscenter og bliver klar over, at jeg er ved at lulle mig selv og mit mod ind i kontorarbejde, bleskift, venindesnak og cafe latte. Da jeg for 30 minutter siden blev mødt af Claus Sloth i receptionen med kommentaren; ”Hej Irene, i dag skal vi lege lidt”, tænkte jeg straks ”Yearh, det bliver fedt! Jeg elsker at tosse rundt”. Eller åbenbart; elskede at tosse rundt. Som barn klatrede jeg i træer og hoppede ned fra vores garagetag, og som teenager gik jeg til springgymnastik, jeg var bestemt ikke den skarpeste med mine lange lemmer, men jeg kom da rundt i en sløv flik flak og i en strakt salto med halv skrue, som det så fint hedder. Og nu hænger jeg her, en meter over jorden og tror, jeg er døden nær, men må blot konstatere, at det bare er alt for længe siden, at jeg fysisk har udfordret mig selv. Jeg bliver ramt af en du-troede-nok-lige-du-var-sej-der-og-at-det-var-piece-of-cake-med-lidt-leg-på-en-mur-men-det-var-det-bare-ikke-for-du-har-glemt-at-lege-ja-du-har-erkendelse. Sådan en slags erkendelse svier altid lidt, fordi man lægger kækkere ud, end man kan leve op til. Jeg troede kækt, at en rebstige på en mur blev en leg, men det gjorde det så bare ikke.

På vej hjem i bilen kommer jeg i tanker om det gode råd, jeg en gang har hørt: ”Du skal huske at øve dig på dét, du er god til”. Det kan umiddelbart lyde mærkværdigt, men ved nærmere eftertanke et ret simpelt og klogt råd, for hvis vi ikke øver os på det, vi er gode til, så bliver vi dårlige til det. Jeg var en gang god til at lege og udfordre mig selv fysisk, men det er alt for længe siden, jeg har foræret mig selv en legetime, så nu er legen og motionen ikke længere så let.

Hvornår har du sidst foræret dig selv en legetime?

Uge 4: Skrubbehandske og muller i én og samme øvelse

maj 1st, 2016|

Ugens note til mig selv: Dødløft med Hexbar i træningscenter kombineret med 5 timers arbejde på terrasse for at fjerne algebelægning giver ru, gnubbet og knastør hud på hænder!
Ugens fysiske oplevelse: Dødløft med Hexbar (se video)
Ugens madoplevelse: Prøv Lindts mørke chokolade. Den hidtil bedste mørke 85% chokolade, jeg har smagt

Jeg er ikke stolt af det, men mine hænder er så ru og tørre, at jeg ikke behøver at bruge sandpapir for at slibe vores rækværk, der denne sommer trænger til at blive shinet op med den populære antracitgrå, som er farven, mange haveejere kender og elsker. Mine hænder har aldrig været af den silkebløde slags, og det er bestemt ikke blevet bedre efter, ungerne er kommet til, hvor jeg konstant vasker hænder af grunde, der hører sig til på det lille hus, men i denne uge er det særligt slemt. Mine hænder kan suge en bøtte Nivea hurtigere, end en tyroler kan tylle en stor fadbamse.

I uge 4 er jeg blevet præsenteret for øvelsen ”dødløft med Hexbar”. Jeg ved dårligt nok, hvordan jeg skal beskrive denne Hexbar – et monstrum af et kæmpe kjolekorset, som jeg træder op i med 10 kg på hver side (og selve stangen vejer ca. 20 kg). Jeg lukker øjnene et kort øjeblik og får et billede af mig selv som russisk ”kvindelig” vægtløfter med bredt læderbælte og talkum på hænderne, blodsprængte øjne og oppustet brystkasse. Nøj, jeg er stræk, tænker jeg og går ned i knæene, stritter med røven og skyder brystkassen frem, som Claus Sloth har fortalt mig, jeg skal. Dernæst kommer følelsen af angst: ”JEG KOMMER JO TIL AT LIGNE EN RUSSISK VÆGTLØFTER!!!”. Hjertebanken, hjertebanken… Dernæst sejre fornuften, heldigvis. For det er her, jeg gerne vil slå et slag for at få afmystificeret den tese, der siger, at du kommer til at ligne en bodybuilder, hvis du styrketræner tre gange om ugen med tunge vægte. Det gør du ikke! Ved tung træning lærer du dine musklers fibre at arbejde bedre sammen, og det sker længe inden, musklerne vokser, og når de efter nogle uger begynder at tage imod træningen, fungerer det altså ikke som en pakke gær i en pizzadej. Tværtimod, når musklerne arbejder og vokser, bruger kroppen energi som en fedtforbrændingsmaskine. Større muskelmasse giver højere kalorieforbrænding.  Styrketræning øger simpelthen dit hvilestofskifte. Så i realiteten taber du fedt, specielt hvis træningen er kombineret med en fornuftig omlægning af kosten. Husk det, næste gang du nervøst skæver over til styrketræningsmaskinerne og tænker østeuropæisk bodybuilder og tyrenakke. Tænk “Pretty Woman”, “Charlies Angels”. “Tomb Raider”

Jeg har selv været på det hold, der var skeptisk over for tunge vægte og typen, der max rørte 2,3 og 4 kilos håndvægte. Jeg har aldrig rørt en Hexbar, eller det der ligner, indtil for 4 uger siden, men det tager altså noget længere tid, før du kommer til at ligne en russisk vægtløfter fra 80érne.

Gang på gang bliver jeg forbløffet over, hvor meget jeg egentlig kan løfte. Når Claus sætter 30, 50 eller 70 kilo på de forskellige øvelser – afhængig af den muskelgruppe jeg skal træne, tænker jeg: ”Det kan jeg da umuligt løfte”. Men det kan jeg. Kære medsøstre, her kan vi lære af mændene. Jeg tror, de er langt bedre til at kaste sig ud i en øvelse med en tung og drabeligt udseende maskine uden frygt for øjeblikkelige fysiologiske forandringer – ved nærmere eftertanke vil de garanteret ønske en Arnold Schwarzenegger-krop ved 3×12 af den øvelse, but it´s not gonna happen. Der skal mere Hexbar-træning og anden tung styrkeløft, som jeg ikke kender til.

Tilbage til Hexbaren og mine knastørre hænder. Hexbaren med samlet 40 kg forvandler dig ikke til russisk ”kvindelig” vægtløfter, men til gengæld kan du glæde dig over hård hud i håndfladerne, der helt gratis forærer dig en skrubbehandske, som kan eksfoliere og massere din hud og sætte gang i blodcirkulationen. Så bliver resten af din krop silkeblød. Og hænderne, dem kan du give en Sensai Cellular Performance Treatment, som er nogle specielle, keramiske behandlede handsker, der omdanner ru og tørre hænder til flotte hænder på én nat, har jeg læst. Jeg må i Matas i morgen 😉

Uge 3: Run Forest, Run

april 24th, 2016|

Ugens samlede bedømmelse: Karakteren 10 – for første gang i 8 måneder fandt jeg løbeskoene frem, og for første gang i 4 uger har ingen i familien været syge.
Ugens fysiske oplevelse: ”Karkludøvelsen”
Ugens madoplevelse: Grønsagsfad med tomatsauce

Endelig! Jeg gjorde det. Jeg åbnede døren til kælderen og gik ned til rummet, hvor vi opbevarer alt lige fra vintersko og hængekøje til fiske- og campinggrej, og hapsede løbeskoene ned fra hylden. De havde samlet støv efter 8 måneders hi, men det var ingen straf for mig at hente dem op fra mørket igen. Jeg glædede mig faktisk. Solen skinnede udenfor, ungerne så Ramasjang, Johanna lå på sit legetæppe, og Heino rettede opgaver. Nu bød chancen sig, og nu skulle det være. På vores badeværelse i kælderen finder jeg træningstights fra sidste træning ved Claus Sloth. Jeg skynder mig at tage dem på og træffer, synes jeg selv, den kloge beslutning at beholde min amme-BH på og den t-shirt, jeg har sovet i. Muligheden for at gå op af trappen igen for at hente en sports-BH og dermed møde et barn, som kan aflede min opmærksomhed fra at løbe en tur, er alt for stor. Ud ad døren og så løber jeg. 3 km med amme-BH og nattrøje, ud langs stierne og ned til den lille sø, der ligger bag Munkebjergskolen. Tiden skal vi ikke tale om, men jeg løb de 3 km hele vejen, og NØJ, hvor var det fedt at komme af sted igen.

Løb har og vil altid være min foretrukne meditationssport. Jeg ELSKER at løbe. Som barn/ung løb jeg tit ud langs den nedlagte jernbane, der ligger bag mit barndomshjem, gennem skovene, der omkranser Tommerup eller ud ad stierne mod Brylle, Render og Stærmose. Jeg vil til hver en tid anbefale alle at supplere deres træning med løb. Løb er mirakelkuren på næsten alt; til kreative tanker, hvis du er frustreret, hvis du er mat og trænger til et energi-boost, hvis du er ked af det, hvis du er glad, hvis du skal forberede dig på et oplæg, og jeg kunne blive ved. Løbeturen er MIT frirum, og derfor har jeg f.eks. heller aldrig været fan af løbevogne. Så hellere løbe en kortere tur.

Mit frirum er også Projekt Fit. Jeg har erfaret, at løb kan mange ting, men løb er ikke optimalt, når det gælder om at opbygge muskler og tone kroppen. Du bruger f.eks. næsten ikke dine ballemuskler, når du løber, så hvis du ligesom mig har fået flad røv af kontorarbejde og graviditeter, så er styrketræning langt bedre. I uge 3 har jeg trænet baller, mave og tri- og biceps ved Claus Sloth. Onsdag havde jeg fornøjelsen af at træne med Allan. Han er danser og kommer fra ”over there”. Han introducerede mig til en ret fed og meget simpel core-øvelse (lad dig ikke narre af, at den er simpel, den er bestemt ikke nem). Du skal ligge med albuerne i gulvet på en yogamåtte el.lign., og så skal du lægge to karklude på gulvet ca. 1 ½ meter fra måtten. Sæt nu dine tåspidser på karkludene og læg dig i plankeposition. Øvelsen begynder ved, at du laver et kip med dine hofter, således at dine tæer bevæger sig ind mod dine albuer og numsen op mod vor Herre. Ned i plankeposition igen og start forfra. Tag 3×15, det er velvære for din core 😉

Jeg tror, det er onsdag aften, at jeg på tv ser Annette Heicks mand (han er åbenbart kok) lave et grønsagsfad med flåede tomater mit überhaupt keine Kalorien. Det måtte vi prøve. I vores køleskab havde vi tilfældigvis gulerødder, rødbeder, squash og pastinak. De blev hakket sammen og så en god gang salt og peber henover, og dernæst flåede tomater. Det smagte godt til kyllingen, dog vil jeg sige, at børnene ikke rigtig hopper på den der med at spise grønsager, der er blandet for meget sammen, men Heino og jeg nød retten.

De kære forsømte løbesko klar til en forårstur!

Uge 2: Øm bliver den, som ikke træner

april 17th, 2016|

Ugens samlede bedømmelse: Karakteren 7 – ok uge med gode nye motions- og kostoplevelser
Ugens fysiske oplevelse: Balleøvelse på TG-maskine (se video)
Ugens madoplevelse: Heinos grønsagssovs (se opskrift længere nede)

Øm, øm, øm. Det er, hvad jeg er og har været de sidste 17 dage. Min krop kan virkelig mærke, at den ikke har trænet ordentligt i evigheder. Nogle dage har været en kamp ned ad trappen. Baller, lår, læg, ryg, forsiden af armen, bagsiden af armen, mine muskler er stive og i fuld gang med at restituere. Mavemusklerne har det ok, dem passer vi stadig lidt på. Jeg glæder mig til om et par uger, hvor ømheden er mindre, fordi min form er blevet bedre og mine muskler vant til træningen. I torsdags blev jeg vejet og målt, og jeg ser allerede resultaterne af trænings- og kostarbejdet. Jeg har tabt mig og fået mere muskelmasse – Juhuu, Claus skal bruge færre centimeter af målebåndet, når han måler mig. Fedt!

Selvom jeg er øm, glæder jeg mig stadig til at tage til træning. Jeg elsker at røre mig og få pulsen op, og når det gør ekstra ondt, formår jeg at komme videre uden at blive alt for opgivende. I denne uge fik jeg afprøvet en balleøvelse, der virkelig kan mærkes. Bare det at komme ind og ud af maskinen var en udfordring. Jeg skulle igennem den tre gange, og allerede første gang tænkte jeg: ”det her bliver craaazy”. Jeg må have presset mig selv ret godt for midt i øvelsen ledes mine tanker hen mod en torturmaskine, jeg blev præsenteret for på en guidet tur i Stasifængslet i Berlin – uden nogen sammenligning ellers

På kostfronten er jeg meget opsat på at følge planen, både for eksperimentets skyld og for min egen, men det er også her, jeg kæmper den sværeste kamp. Jeg har aldrig haft det store behov for vægttab, så jeg har opbygget et sovse- og slikforbrug de sidste 36 år, der nu er svært at komme af med. Det er også alle vanerne, jeg har bygget op omkring de søde sager. Jeg har fundet ud af, at jeg har koblet hyggespisning på stort set alle sindsstemninger og sociale anledninger. Særligt dét, at jeg pt. er på barsel og ofte mødes med forskellige til en kop kaffe er forbundet med, at der så skal lidt lækkert på bordet. Ja, og så giver det sig selv at med en lille bebs, der ryger søvnrytmen også, og når man er træt og uoplagt, så ved vi alle godt, hvad vi trænger til. Hovedet på blokken, så ”falder jeg i” en gang imellem, men det kan altså lade sig gøre uden de søde sager. Lørdag tjekkede jeg ind i Bolbro Svømmehal med mine to dejlige piger i selskab med min søster. Efter svømning diskede vi op med en lækker madpakke fyldt med diverse grønt, mørkt brød og en flaske vand. Vi sad i svømmehallens foyer i mere end en time og snakkede om dette og hint. Det var så hyggeligt – uden sukker vel at mærke


Morgenmaden i Claus Sloths madplan er enkel og nem


Det er aspargessæson – det skal udnyttes 🙂

Min kære mand Heino lukrerer også på Claus Sloths kostplan og har allerede tabt sig mere end mig. I onsdags fandt han på denne lækre grønsagssovs til kødbollerne som alternativ til karrysovs. Jeg er vild med den, og det er vores unger også, så deler den her:

  • 1 løg
  • ½ squash
  • ¼ broccolihoved
  • cherrytomater
  • Lidt skummet mælk
  • Krydderi: salt, peber, stødt koriander eller det du nu kan lide
  • Blend ovenstående sammen og hæld over kødbollerne i en høj pande, så er din ret klar og mangler kun et par kogte kartofler til.

Uge1: Dit netværk er så stort, som du gør det til

april 15th, 2016|

Koordinering, planlægning, koordinering og planlægning. Det er alle børnefamiliers hverdag. I mit tilfælde er det også dét, der har været min største udfordring; Hvem skal trille tur med lille Johanna, når jeg træner? Hvordan laver vi maden derhjemme, så jeg følger projektets kostplan, men så resten af familien også synes, det er sjovt? Er min krop klar til styrketræning 9 uger efter fødsel? Hvilke maveøvelser kan jeg lave nu? I den første uge af Projekt Fit er der blevet brugt masser af tid på at få lagt startbrikkerne. Mere tid end hvad jeg lige havde regnet med, men jeg har også fået øjnene op for, at mit netværk er så stort, som jeg gør det til.

Johanna skal ikke med til min træning, da 55 minutters træning med en personlig træner er ret intenst, så derfor har hun langt bedre af at sove i barnevognen, men det kræver et benhårdt koordineringsarbejde fra min side med babysittere. Mine træningstider er mandag eftermiddag samt onsdag og torsdag formiddag. Jeg er så heldig, at min søde mor altid hjælper mig en dag om ugen med praktiske gøremål (Gudskelov at bedsteforældre vil hjælpe travle børnefamilier), så onsdagen får jeg hurtigt tjekket af. Mandagene kommer til at påvirke hele familien, fordi Heino vil have alle ungerne efter arbejde og samtidig står midt i madlavningen. Derfor tager Heino og jeg hurtigt den beslutning, at få Lea, Heinos tidligere elev fra gymnasiet, til at hjælpe os. Lea var her sidste mandag, og jeg kan mærke, at det bliver godt. Pigen er udstyret med et musiktalent, udgiver snart sin første EP og kommer med et frisk pust til ungernes hverdag, som helt sikkert vil se op til en, der kan spille andet end mors “Mester Jakob” og “Stille nu” på keyboarded.

Så langt så godt. Nu sidder jeg med torsdag tilbage. What to do… Mine søde svigerforældre kan jeg altid trække på, men for 55 min. i 12 uger? Argh, det er lige groft nok tænker jeg, de træder helt sikkert til ved sygdom o.lign. Pludselig kommer jeg i tanker om en nabo længere nede af gaden, der til sidste vejfest nævner, at vi bare skal sige til, hvis vi har brug for pasning, og hun understreger, at hun mener det. Jeg kender hende ikke, jeg hilser kun på hende, når jeg går forbi. Jeg tager mod til mig og går ned og ringer på døren: ”Hej Tove, jeg har tænkt på det, du sagde til sidste vejfest. Jeg vil høre, om du har lyst til at trille en tur med Johanna hver torsdag formiddag, da jeg skal være med i et projekt om at komme i form?” Og selvfølgelig siger Tove ja. Ja til at gå tur med Johanna, forkæle hende og pusse nusse om hende. Tove glæder sig faktisk helt vildt!
Da jeg går fra Toves varme lænestol tænker jeg fire ting; 1) Lige her er det faktisk en fordel, at Johanna ikke er større, 2) Projekt Fit har foræret mine unger en reservebedste, 3) Fedt Irene, at du turde! Dit netværk bliver så stort, som du selv gør det til og 4) Du kunne godt have valgt en anden dag at banke på Toves dør end lige netop på hendes fødselsdag 😉

Tove skal have mere end fødselsdagsblomster, når dette forløb er slut.

Nu er startbrikkerne lagt, der skal nok opstå udfordringer og kaotiske tilstande undervejs, men som man siger “Godt begyndt er halvt fuldendt.”

Fake it until you make it

april 14th, 2016|

Bliver mit motto i Projekt Fit ved Claus Sloth. Derfor har jeg lige investeret i nyt tøj 🙂 Ingen kan nu se, at jeg kun kunne lave 5 armstræk til træningen i torsdags – og så kom jeg kun halvt ned vel at mærke. Der er plads til forbedring her. Tør jeg melde 25 armstræk ud med snuden helt i gulvet – ja, gu’ gør jeg det

Læs alt om vores pakkeløsninger.

Du kan også nå dine mål.

Vi tilbyder vores pakkeløsninger som individuelle og fælles forløb med en varighed fra 8 uger og op til 16 uger med personlig træning fra 2 x om ugen til 4 x om ugen.

Læs alt om vores pakkeløsninger.